Sådan ser du måneformørkelsen

Natten mellem den 27. og 28. september glider Månen ind i Jordens skygge og bliver formørket. Læs her, hvordan du bedst oplever en total måneformørkelse.

Månekiggeri

Under en måneformørkelse bliver Månen glødende rød. Det skyldes, at det blå og grønne lys absorberes i Jordens atmosfære, og kun det røde lys når frem til Månen.

Så der er rigeligt at se på under en måneformørkelse - i modsætning til en solformørkelse, hvor Jorden populært sagt går i sort.

En måneformørkelse varer også længere end en solformørkelse. Måneformørkelsen 28. september starter fx klokken 02.13 dansk tid og slutter først klokken 07.22.

Vejret kan spænde ben for oplevelsen

Måneformørkelse er en verdensomspændende begivenhed, og er total fra Mexico i vest til Norge i øst. Den største hindring for at opleve måneformørkelsen er vejret, og det skal være klart, for at du kan se formørkelsens forskellige faser: Total måneformørkelse, delvis måneformørkelse og penumbra måneformørkelse.

Derudover er her en række tips til, hvordan du kan optimere din oplevelse af måneformørkelsen.

Hold dig vågen!

Måneformørkelsen begynder klokken 02.13 om natten den 28. september. Derfor er det nødvendigt, at du holder dig vågen for at opleve det flotte naturfænomen.

Blodmånen vil kunne ses i hele 72 minutter fra klokken 03.07.

Klokken 04.47 kulminerer måneformørkelsen og den røde Måne vil være på sit højeste.

Brug ikke briller

Under solformørkelse er det på grund af det skarpe lys nødvendigt med solformørkelsesbriller. Men under en måneformørkelse er det ikke nødvendigt med briller. For her er lyset svagere end ved en almindelig fuldmåne.

Tag et billede

Hvis du vil forevige den røde Måne, er her et par tip:

Lyset fra måneformørkelsen er svagere end ved en almindelig fuldmåne, og der er derfor ikke behov for at beskytte linsen med folie som under en solformørkelse.

Udfordringen er at holde kameraet stille nok til at lukke blodmånens lys ind. Det bedste resultat vil du nok opnå med et stativ og med dit kamera på lang lukkertid.

Men du kan også sagtens bruge din smartphone til at tage billeder.