OM BLODMÅNEN
En total måneformørkelse opstår, når Solen, Jorden og Månen står på linje med Jorden i midten.
Da Månen ikke kredser om Jorden i nøjagtig det samme plan, som Jorden roterer om Solen, opstår formørkelser ikke hver måned, men de kan opleves flere gange årligt forskellige steder på Jorden.
Under formørkelsen befinder Månen sig midt i Jordens skygge og er derfor væsentligt mørkere end normalt. Månen bliver dog ikke bare usynlig og sort – den gløder rødt.
Fænomenet har fået det makabre navn blodmåne og opstår, fordi Jordens atmosfære afbøjer den røde del af Solens lys, så det rammer Månen.
I begyndelsen og slutningen af formørkelsen kan Månen få en blålig kant, fordi Jordens ozonlag højt oppe i atmosfæren absorberer en del af det røde lys, så lyset får en mere blålig nuance.