Shutterstock
Månen astronaut

Europæisk rumagentur har ambitiøs måneplan

ESA's generaldirektør mener, at Månens økonomiske potentiale vil åbenbare sig i løbet af de næste ti år.

Josef Aschbacher, der er generaldirektør i Den Europæiske Rumorganisation (ESA), siger i et interview, at han er fast besluttet på, at en europæisk astronaut skal til Månen i dette årti.

Generaldirektøren forudser, at Månens økonomiske potentiale vil åbenbare sig i det kommende årti.

"Vi er kun i begyndelsen af at bruge Månen bæredygtigt til vores projekter," siger han.

Selv om omfanget af Månens økonomiske potentiale fortsat er ukendt, siger Aschbacher, at han "personligt er overbevist om, at det er det værd".

Vanskelig periode for ESA

Budgettet kommer til at spille en rolle, siger generaldirektøren. ESA er i færd med at forberede sig til et ministerråd i november, hvor medlemsstater skal fastlægge deres budget for de næste tre år.

Det seneste år har ikke været det letteste for ESA. Organisationens raket Ariane 6 er stadig ikke lettet, og det europæiske bidrag til Artemis-missionen er fortsat ikke på vej til månen.

Der har dog også været succeser for ESA i det seneste år, siger generaldirektøren.

Han peger på, at raketten Vega-C har været oppe at flyve for første gang, og at der for første gang har været en rumkonference, hvor ESA og EU har truffet beslutninger i fællesskab.

Ruslands melding om, at det vil trække sig fra Den Internationale Rumstation (ISS), når landet har lavet sin egen rumstation, har også skabt usikkerhed for ESA og resten af verdens rumorganisationer.

Men selv om fremtiden for ISS er usikker, vil en ny generation af astronauter snart flyve til Lunar Gateaway, som er en lille rumstation, der kredser om månen, fortæller generaldirektøren.