Gigantisk lavatunnel er som skabt til at huse en månebase

Et japansk forskerhold har fundet et underjordisk hul, som er perfekt til at bygge en månebase i. Her vil basen være beskyttet fra de barske forhold på Månens overflade.

Marius Hills Skylight
© NASA/GSFC/Arizona State University/Montage

Temperaturen svinger fra -153 til 123 grader, den ioniserede partikelstråling kan tage livet af dig på kort tid og med jævne mellemrum slår meteorer ned med voldsom kraft.

Månens overflade er et ubarmhjertigt sted at opholde sig – også selv om du har en rumdragt på.

Men en ny opdagelse bringer håb om, at vi kan bygge en månebase i sikkerhed fra overfladens barske forhold.

Stentag giver læ

Forskere fra det japanske rumagentur, JAXA, har fundet et gigantisk hulrum under Månens overflade.

Hulen, som har fået navnet Marius Hills Skylight, er en såkaldt lavatunnel, som blev skabt for milliarder af år siden, mens Månen var geologisk aktiv.

En månebase i hulen vil være i læ for meteornedslag, mens det naturlige tag af sten vil beskytte basen mod en stor del af den kræftfremkaldende stråling, Månen er udsat for.

En potentiel base skal bl.a. bruges som afsæt for raketter, der skal undersøge fjernere egne af vores Solsystem.

Sonde fandt hullet

Hulen er kortlagt ved hjælp af data fra den japanske SELENE-sonde. Fartøjets radar målte, at Marius Hills Skylight var en stor lavatunnel.

Ved at sammenholde SELENEs data med tyngdemålinger af Månen foretaget af NASA, kunne forskerholdet fastslå størrelsen på hullet og om det er i fare for at styrte sammen.

Konklusionen er, at hullet er perfekt egnet til en månebase.

Endnu findes ingen konkrete planer om en månebase, men både ESA og flere private selskaber undersøger mulighederne for, om vi kan vende tilbage til Månen inden for en nær fremtid.