Månen får rigtig nok sit lys fra Solen, der jo ikke er helt ubetydelig som lyskilde. Selv om Månen langt fra reflekterer alt det indkommende sollys – den samlede refleksionsevne er omkring 10 % – bliver der en del tilbage.
Mere konkret er sollyset dog hele 400.000 gange så kraftigt som månelyset.
Man har sammenlignet Månen som reflektor med en pløjemark, og det er nok ikke helt ved siden af, men selv dette materiale formår altså ikke at absorbere alt det indkommende lys.
En mere fysiologisk orienteret forklaring på det tilsyneladende stærke månelys er, at menneskets øje har et imponerende stort dynamisk område.
Nattesyn
Hvis øjet skal bruges til iagttagelse af svagt lys, kan det dels udvide pupillen, så der slet og ret kommer mere lys ind, dels skifte fra dagsyn til nattesyn.
Sidstnævnte mulighed beror på, at øjets nethinde har to typer lysfølsomme nerveceller, kaldet henholdsvis tappe og stave. Tappene bruges til dagsyn og kan registrere lysets farver. Det kan stavene ikke, men de registrerer til gengæld tusinde gange så stor en del af det modtagne lys.
Det betyder, at man oplever lyset fra Månen som forholdsvis kraftigt, selv om mængden af lys fra Solen rent faktisk er rigtig mange gange større.
Månelys
I virkeligheden er lysmængden ikke ret stor, og normalt er det faktisk umuligt at læse ved månelys alene. Det skyldes, at øjet bruger tappene, når der skal læses.
Da månelyset opfattes af stavene i øjet, vil man i øvrigt opfatte alle farver i et månebelyst landskab som grå. Forhåndskendskabet til tingenes farver vil dog kompensere en hel del for denne effekt.
Bliv klogere på Månen. Læs mere om måneformørkelse.