Månen roterer om sig selv i præcis samme takt som Jorden – derfor vender den altid samme side mod vores planet.
Helt præcist bruger Månen 27,3 døgn om at tage en tur rundt om Jorden og lige så lang tid om at snurre en tur rundt om sin egen akse.
Fænomenet, som forekommer hos langt de fleste måner i Solsystemet, kaldes bunden rotation.
Jordens tyngde har låst Månen fast
For milliarder af år siden ...
... var Månen tættere på Jorden end nu og roterede hurtigere om sig selv. På grund af den tætte afstand hev og sled tyngdekræfterne fra Jorden i Månen, så den med tiden bulede ud og blev en smule ellipseformet.
Deformationen fungerede ...
... som en slags bremse, der efterhånden lagde en dæmper på Månens rotation. Jordens tyngdekraft hagede sig så at sige fast i den ellipseformede udbulning, der var opstået på Månens overflade.
I løbet af milliarder af år ...
... blev Månens rotation gradvist bremset, så udbulningen – eller den tunge side af Månen – altid vender mod Jorden. Dermed blev Månen til sidst låst helt fast til Jorden i det, der kaldes bunden rotation.
I en fjern fortid var Månen tættere på Jorden og roterede hurtigere, men efterhånden blev Månen deformeret af tidevandskræfterne. Jordens tyngdepåvirkning virkede som en bremse, der fik Månen til gradvist at rotere langsommere, indtil den til sidst blev låst fast i forhold til vores planet.
... Stadig lidt rundtosset? Få den animerede forklaring her:
Forsiden har have af lava, bagsiden højland
Fra Jorden kan vi se cirka 59 procent af Månens overflade, og den side, der vender mod os, ser markant anderledes ud end Månens bagside. Den synlige side er præget af store, mørke områder kaldet have, der består af sletter af størknet lava.
Bagsiden derimod består stort set kun af højland og ujævnt terræn, og her er måneskorpen – det vil sige Månens yderste lag – betydelig tykkere end på forsiden.
Sovjetisk sonde knipsede bagside
Månens skjulte bagside blev fotograferet første gang i 1959 af den sovjetiske månesonde Luna 3. De første mennesker, der så Månens bagside direkte, var astronauterne Frank Borman, Jim Lovell og William Anders, som rundede Månen med Apollo 8-missionen i 1968.
Pluto og Charon roterer i perfekt tandem
Dværgplaneten Pluto og dens største måne, Charon, har taget den bundne rotation til ekstremer og kredser om et fælles tyngdepunkt.
Til forskel fra Jorden og Månen, hvor det kun er Månen, der altid viser sig fra samme side, vender Pluto også altid den samme side mod Charon.