I katastrofefilmen Moonfall slår en ukendt kraft Månen ud af sin bane, så den hastigt nærmer sig Jorden. Tidevandskræfterne bliver så kraftige, at de udløser globale naturkatastrofer, og kun en dristig mission udført af pensionerede astronauter kan redde os fra en altødelæggende kollision.
I virkelighedens verden ville det også have store konsekvenser, hvis Månen kom tættere på Jorden.
Hvis afstanden blev halveret til 192.000 kilometer, ville Månen set fra Jorden få et fire gange større areal, og nætter med Månen på himlen ville dermed opleves som væsentlig lysere. Det kunne vi nok leve med – i modsætning til følgerne af tidevandskræfterne.
Flodbølger to gange i døgnet
Med Månens nuværende afstand udløser den en tidevandsbølge på 0,7 meter på åbent hav. Hvis afstanden blev halveret, ville bølgen stige til over 5,5 meter.
To gange i døgnet ville den skylle hen over mange lavtliggende øer og brage ind i kontinenternes kyster. Samtidig ville kræfterne fremkalde voldsomme jordskælv og vulkanudbrud.
Månen ville tilsvarende blive påvirket stærkere af tidevandskræfterne fra Jorden. Og hvis den nærmede sig endnu mere, ville den til sidst blive flået helt i stykker.
Tidevandskræfter fra Jorden flår Månen i stykker
1. Jorden trækker Månen skæv
Hvis Månen nærmede sig den såkaldte rochegrænse, som ligger 18.470 kilometer fra Jorden, ville den gradvist blive mere og mere aflang, fordi tidevandskræfterne fra Jorden ville virke stærkere og stærkere.
2. Månen går i opløsning
Helt tæt på rochegrænsen bliver tidevandskræfterne så stærke, at de overstiger Månens egen tyngdekraft, som derfor ikke længere kan holde sammen på den. Månen bliver flået i stykker.
3. Stumperne bliver til en ring
De inderste brudstykker af Månen får et hurtigere omløb om Jorden end de yderste. Derfor spredes månematerialet gradvist, så det til sidst danner en ring langs rochegrænsen hele vejen rundt om Jorden.
I virkeligheden kommer Månen dog ikke tættere på Jorden, men fjerner sig med ca. 3,8 centimeter om året.
Først om fem milliarder år, når Solen forvandles til en rød kæmpestjerne, vil det gå den modsatte vej.
Når Solen svulmer op, vil dens yderste atmosfære komme til at omslutte Jorden og Månen. Solatmosfæren vil bremse Månens bevægelse, så den mister energi og falder ind mod Jorden, hvor den til sidst knuses af tidevandskræfterne i 18.470 kilometers højde.