I katastrofefilmen Moonfall slår en ukendt kraft Månen ud af sin bane, så den hastigt nærmer sig Jorden. Tidevandskræfterne bliver så kraftige, at de udløser globale naturkatastrofer, og kun en dristig mission udført af pensionerede astronauter kan redde os fra en altødelæggende kollision.
I virkelighedens verden ville det også have store konsekvenser, hvis Månen kom tættere på Jorden.
Hvis afstanden blev halveret til 192.000 kilometer, ville Månen set fra Jorden få et fire gange større areal, og nætter med Månen på himlen ville dermed opleves som væsentlig lysere. Det kunne vi nok leve med – i modsætning til følgerne af tidevandskræfterne.
Flodbølger to gange i døgnet
Med Månens nuværende afstand udløser den en tidevandsbølge på 0,7 meter på åbent hav. Hvis afstanden blev halveret, ville bølgen stige til over 5,5 meter.
To gange i døgnet ville den skylle hen over mange lavtliggende øer og brage ind i kontinenternes kyster. Samtidig ville kræfterne fremkalde voldsomme jordskælv og vulkanudbrud.
Månen ville tilsvarende blive påvirket stærkere af tidevandskræfterne fra Jorden. Og hvis den nærmede sig endnu mere, ville den til sidst blive flået helt i stykker.
I virkeligheden kommer Månen dog ikke tættere på Jorden, men fjerner sig med ca. 3,8 centimeter om året.
Først om fem milliarder år, når Solen forvandles til en rød kæmpestjerne, vil det gå den modsatte vej.
Når Solen svulmer op, vil dens yderste atmosfære komme til at omslutte Jorden og Månen. Solatmosfæren vil bremse Månens bevægelse, så den mister energi og falder ind mod Jorden, hvor den til sidst knuses af tidevandskræfterne i 18.470 kilometers højde.
