Månen

Kom helt tæt på menneskehedens største bedrift

Du skal ikke bruge andet end en kikkert for at følge i Neil Armstrongs fodspor. Mens årets eneste totale måneformørkelse nærmer sig med hastige skridt, kan du tage på opdagelse i det gigantiske lavafyldte meteorkrater, som Apollo 11 landede i for 50 år siden.

Da hans støvle ramte det sølvgrå støv, var han 385.535 kilometer fra sit fredelige hjem i El Lago, Texas.

Foran ham lå nu en gold verden af ældgammel lava – mærket af milliarder af års bombardement fra rummet.

Den 21. juli 1969 blev Neil Armstrong det første menneske til at sætte sin fod på Månen – og det eneste du skal bruge for at følge i hans fodspor er en kikkert.

Kom helt tæt på Månen

Armstrong og hans medpassager Buzz Aldrin landede ved den sydlige kant af det såkaldte Stilhedens Hav.

Du kan se Stilhedens Hav helt tydeligt, hvis du retter din kikkert mod denne mørke plet på Månen:

Månen

Stilhedens Hav, også kaldet Mare Tranquillitatis, var målet for NASA's Apollo 11-mission i juli 1969.

© Jesper Grønne, Hvadihimlen.dk

Området er en flad slette – 873 kilometer i diameter – som blev dannet ved en række voldsomme begivenheder.

For omkring fire milliarder år siden slog en gigantisk meteor ind i Månen og efterlod et enormt krater og revner i undergrunden, der hvor Stilhedens Hav ligger i dag.

Lava fra Månens indre begyndte at bevæge sig op gennem revnerne, og i løbet af de næste 500 millioner år strømmede den glohede masse op i krateret, indtil det var fyldt til randen.

Da lavaen kølede ned blev den til bjergarten basalt, som giver Stilhedens Hav sin mørke farve.

Månevulkaner kan gå i udbrud igen

Forskerne troede længe, at Månens vulkanske aktivitet var stoppet for en milliard år siden.

Men nye opdagelser viser, at det langt fra er sandt. En vulkan i Stilhedens Hav gik for eksempel i udbrud for kun 18 millioner år siden.

Opdagelsen betyder formentligt, at flere udbrud vil finde sted i fremtiden.