Kom tæt på Månens kratere og sletter

Jorden ligger ikke i midten af Månens bane. Og banen er ikke cirkelformet. I stedet er banen ellipseformet, og Jorden ligger et stykke væk fra midten af ellipsen.

Årsagen til denne skævhed er, at den hastighed, Månen bevæger sig fremad med, ikke er den samme som den hastighed, den falder mod Jorden med.

På ét tidspunkt i sin bane har Månen god fart på og bevæger sig derfor væk fra Jorden. Jordens tyngdekraft trækker dog i den, så den mister fart.

Til sidst er hastigheden så lav, at Månen falder tilbage mod Jorden. På vejen får Jordens tyngdekraft Månen til at accelerere. Når Månen runder Jorden, har den igen så god fart på, at den kan bevæge sig væk fra Jorden.

Når Månen er tættest på Jorden i denne månedlige cyklus, fylder den omkring 14 procent mere på himlen, end når den er på det fjerneste punkt i sin bane.

Derfor har du god mulighed for med en helt almindelig kikkert at nærstudere dens overflade, som er fyldt med meteorkratere, bjergkæder, kløfter og sletter.

Ret især blikket mod kanten af Månens oplyste side, hvor kratere og bjerge kaster lange skygger, som får dem til at træde tydeligt frem.

Månen blev født med et brag

4,5 milliarder år. Så gammel er Månen. Det er astronomerne sikre på, men de ved stadig ikke, præcis hvordan Jordens tro følgesvend blev født.

De fleste mener, at Månen blev dannet, da et objekt på størrelse med Mars hamrede ind i den unge Jord og rev et stort stykke af den.

Men to andre teorier forklarer også, hvordan Jorden fik sin måne.

I den ene blev de to kloder dannet samtidig i den såkaldte protoplanetariske disk. I den anden indfangede Jordens tyngdekraft Månen.

I kølvandet på anden verdenskrig udviklede de to supermagter – USA og Sovjetunionen – raketteknologi for at kunne sende missiler mod hinanden.

Med tiden opdagede de to nationer imidlertid, at teknologien også kunne få dem i rummet.

Magtdemonstrationen kulminerede i et månekapløb, som Sovjetunionen i mange år førte, men som USA vandt i 1969.

Tilbage til Månen

Efter en periode med få missioner til Månen har rumfartsorganisationerne i de senere år igen fået øjnene op for vores nabo.

Og denne gang er USA og Rusland ikke alene. I løbet af 2020’erne er der planlagt mere end 40 missioner til Månen.

Ud over nationer som Kina og Japan tæller månefarerne også private firmaer.

De mest udbyggede måneplaner står den amerikanske rumfartsorganisation, NASA, dog stadig for. Her arbejder ingeniører p.t. på at bygge en base, der inden for det næste årti skal kredse om Månen.