Månen er det næstmest lysende objekt på vores himmel, men hvor godt kender du egentlig vores måne?
I denne artikel stiller Illustreret Videnskab skarpt på Jordens tro følgesvend og svarer på alle de spørgsmål, du måtte have om Månen.
Du kan bl.a. blive klogere på, hvordan Månen blev dannet, hvor langt der er til Månen, hvorfor bliver den rød ved måneformørkelser, og ikke mindst hvornår vi skal besøge den igen. Selvom vi mennesker ikke har plantet fødderne i månestøvet i flere årtier, varsler 2020'erne nemlig en ny æra for bemandede måne-missioner.
Hvad er en måne?
En måne – også kaldt en satellit – er et større himmellegeme, der kredser om en planet, dværgplanet, komet eller asteroide.
Månens kredsløb om Jorden er ikke helt cirkulært. Når Månen er tættest på Jorden (perigæum) er der 356.500 kilometer til Jorden, mens der er 406.700 kilometer, når den er længst væk fra Jorden (apogæum).
Hvordan bliver en måne dannet?
Hvordan måner bliver dannet er i store træk en gåde, men forskere har flere teorier, der varierer alt efter, hvilken måne eller måner, der er tale om.
Jupiters fire største måner – de såkaldte galileiske måner – menes fx at være blevet dannet af den støvsky, som Jupiter egen dannelse efterlod.
Mars, der har to små måner, formodes at have trukket dem til sig fra et nærliggende asteroidebælte, og teorien om vores egen måne lyder, at den er opstået i sammenstødet mellem Jorden og en planetlignende masse på størrelse med Mars.
Sådan blev Jordens måne dannet
Sammenstød
En planetlignende masse på Mars' størrelse slår ned i Jorden.
Rester i kredsløb
Klippestykker fra sammenstødet samles i kredsløb omkring Jorden.
Månen dannes
Over tid samles klippestykkerne og danner Månen.
Jordens måne
Selvom vores måne ikke er opstået sammen med Jorden, har den kredset om vores planet i mange milliarder år.
Ifølge en undersøgelse fra det videnskabelige tidsskrift Nature viser analyser af månesten, at Jordens måne formentlig er formet for omkring 4,51 milliarder år siden. Det er ca. 50 millioner år efter, at vores solsystem blev dannet.
Da Månen blev dannet, var den langt tættere på Jorden, end den er i dag.
Forskere anslår, at Månen dengang var 24.210 kilometer fra Jorden, mens den i dag er 384.400 kilometer væk.
VIDEO: Se vores måne rejse væk fra Jorden
Få et indblik i, hvor tæt Månen engang var på Jorden.
Når Månen flytter sig væk fra Jorden, skyldes det interaktionen mellem Månens tyngdekraft og Jordens oceaner. Dette kaldes også for tidevandskraften, og det er samme mekanisme, der giver os tidevand med højvande og lavvande.
Månens tyngdekraft trækker i Jorden, hvilket får oceanerne til at forme en såkaldt tidevandsbule.
Jordens rotation om egen akse betyder, at denne bule er en smule foran Månen i dens kredsløb om Jorden, hvilket overfører noget af Jordens rotationsenergi til Månens kredsløb.
Resultatet er, at Jordens rotation bremses, mens Månens rejse om Jorden accelereres og banen udvides – helt præcist med 3,8 centimeter hvert eneste år.
Tidevandsbulen kan ses som den blå sfære ud fra Jorden.
Sammenhængen mellem Jordens rotation og Månens afstand til planeten betød, at et døgn ved Månens dannelse kun var seks timer langt. I dag er et døgn som bekendt 24 timer, og om 4,5 milliarder år, når vores måne er langt længere væk, vil døgnet være 43 timer.
Teoretisk set vil Månen på et tidspunkt bryde ud af sit kredsløb med Jorden. Men ifølge forskere vil vores stjerne, Solen, eksplodere før, det bliver aktuelt.
Fakta om Jordens måne
- Tilblivelse: Forskere mener, at vores måne blev dannet for 4,51 milliarder år siden, da en større planetlignende masse stødte sammen med Jorden.
- Opdaget: Månen er det største himmellegeme på himlen, og menneskeheden har derfor kendt til den siden forhistorisk tid.
- Diameter: Månen har en diameter på 3476 kilometer.
- Masse: Månens masse er 7349×1022 kilo.
- Afstand til Månen: Der er i gennemsnit 384.400 kilometer fra Jordens centrum til Månens centrum.
- Temperatur på Månen: Månen har en gennemsnitstemperatur på -77 °C.
- Atmosfære: Atmosfæren på Månen er meget tynd og betragtes derfor som ikkeeksisterende.
- Omløbstid: Det tager Månen 27,3 dage at kredse én gang om Jorden.
- Omløbshastighed: Månen har en gennemsnitlige omløbshastighed på 3679 km/t.
- Synodisk periode: Månen har en synodisk periode på 29 dage, 12 timer og 44 minutter. Synodisk periode er den tid, der er mellem to ens stillinger i forhold til Solen, fx fra fuldmåne til fuldmåne.
- Faser: Månen har fire faser - nymåne, tiltagende måne, fuldmåne og aftagende måne.
Månen skabte liv på Jorden
I takt med at Månen flyttede sig væk fra Jorden, blev tidevandskraften svagere.
Den var dog stadig stærk nok til at påvirke vores planets udvikling, herunder livets spring fra havet til landjorden.
Højvande betød nemlig, at landområder ofte blev oversvømmet og sendte havdyr på land. Mange døde, men over flere millioner år lærte nogle af dem at klare sig, og de første amfibier og insekter begyndte at indtage landmasserne.
Tidevandskraften betød også, at jordskorpen og lag dybere nede blev holdt i konstant bevægelse, hvilket førte til, at Jordens indre blev endnu varmere.
Derfor er en stor del af kernen stadig flydende, og det er forudsætningen for, at Jorden har et stærkt magnetfelt, der beskytter mod skadelig stråling fra rummet.
Uden Månen ville Jorden ikke have det stærke magnetfelt, det har i dag.
Månens måske største betydning er dog, at den har stabiliseret Jordens hældning. Jordens hældning varierer mellem 22,1 og 24,5, hvilket er stabilt nok til at give os årstider.
Uden vores måne ville hældningen variere med mere end 45 grader, og det ville skabe så ekstreme svingninger, at tropiske områder ville blive dækket af is.
Det er tvivlsomt, om mennesket kunne opstå og udvikle sig under de forhold.
TILBUD TIL DIG: Se vores måne helt tæt på
Der er 384.000 km til Månen, men med vores kraftige håndkikkert kan du komme helt tæt på dens meteorkratere og bjergkæder.
Du får din egen kikkert og et abonnement på Illustreret Videnskab for KUN 99,50 kroner. Du sparer altså 924 kroner. Klik her og få det gode tilbud.
Hvad består Månen af?
Månen består – ligesom Jorden – af en skorpe, en kappe og en kerne.
Kernen har en lille indre kerne af solid jern med en temperatur på mellem 1327°C og 1427°C. De høje temperaturer betyder, at den indre kerne er omgivet af en ydre kerne af smeltet jern.
Rundt om kernen er kappen. Den er omkring 1000 kilometer tyk og består primært af mineraler rige på jern og magnesium, fx olivin og pyroxen, der også findes i Jordens kappe.
Forskere mener, at vores måne i sine unge dage havde en kappe af flydende magma, som skabte vulkansk aktivitet og sendte lava op til overfladen.
Vi kan se resterne af aktiviteten i de såkaldte månehave. Månehavene er de store, mørke sletter på Månens overflade, der kan ses med det blotte øje ved fuldmåne. De har fået deres navn, fordi astronomer fejlagtigt troede, at de var have med flydende vand.
Oven på kappen er skorpen. Den er omkring 50 kilometer tyk og består af oxygen, silicium, magnesium, jern, calcium og aluminium. Der er også spor af kalium, titanium, thorium, brint og uran.
Månen har en solid kerne af jern omgivet af en flydende ydre kerne. Oven på er Månens kappe og som det øverste lag er Månens skorpe.
Månens overlade er derudover dækket af et fint støvlag, der kaldes måneregoli.
Måneregoli har en kemisk sammensætning, der minder om vulkansk aske, og ifølge de astronauter, der har besøgt Månen, er det ret klistret og kan give lidt høfeber-lignende symptomer ved indånding.
Under Apollo 11-missionen tog astronauterne en række billeder, bl.a. dette af et støvleaftryk, som viser det støv, der dækker hele Månen.
Hvor stor er Månen?
Månen har en diameter på 3476 kilometer og en masse på 7,35* 1022 kg.
Til sammenligning har Jorden en diameter på 12.742 kilometer og en masse på 5,98* 1024 kg. Vores måne er altså relativt stor i forhold til sin planet.
Månen (midten) er den femte største måne i Solsystemet, og den er større end dværgplaneten Pluto (th.)
Hvorfor lyser Månen?
Månen lyser, fordi Solen lyser på den. Måner er – ligesom planeter – sorte legemer, der ikke udsender lys, og derfor kan de kun ses, når de oplyses af en stjerne.
Månefaser
Månens synlighed fra Jorden kommer an på, hvilken fase den er i.
Månen har fire faser:
- Nymåne
- Tiltagende måne
- Fuldmåne
- Aftagende måne
Ved nymåne er Månen placeret mellem Jorden og Solen. Det betyder, at Månens mørke side vender mod Jorden.
Lysstyrken fra Månen er derfor på sit minimum, og da den i denne fase står op med solopgang og ned ved solnedgang, er det som regel ikke muligt at se den fra Jorden med det blotte øje.
Ved tiltagende og aftagende måne kan vi se Månen lyse op i en halvmåne-form, mens den ved fuldmåne står helt rund og lysende.
Nogle gange om året opstår der også en såkaldt supermåne, hvor fuldmånen lyser 16 procent mere end normalt.
Vi får supermåne, når Månen er tættest på Jorden i sit kredsløb omkring os.
Månens placering i forhold til Solen og Jorden afgør, hvordan vi fra Jorden kan se Månen.
Den tid, det tager Månen at gå fra én fase til en anden, kaldes den synodiske periode, og den varer 29 dage, 12 timer og 44 minutter.
Hvor står Månen op?
Månen står op langs den østlige horisont og går ned langs den vestlige horisont. Hvor præcist på himlen kommer an på, hvor Månen er i sit kredsløb om Jorden.
Når vi har nymåne, vil Månen stå op og gå ned sammen med Solen. Derefter vil Månen flytte sig 12 grader mod øst hver dag, hvilket i tid svarer til 50 minutter.
Her er et overblik over, hvilken retning Månen står op og går ned på den nordlige halvkugle:
- Vinter: Månen står op i sydøst og går ned i sydvest.
- Forår: Månen står op i øst og går ned i vest.
- Sommer: Månen står op i nordøst og går ned i nordvest
- Efterår: Månen står op i øst og går ned i vest.
Måneformørkelser
Måneformørkelser er et fænomen, der opstår, når Solen, Jorden og Månen står på lige linje, og Månen bevæger sig helt eller delvis ind i Jorden skygge.
Der findes forskellige typer måneformørkelser alt efter, hvordan og hvor meget Månen er inde i Jordens skygge.
Du kan blive klogere på de forskellige måneformørkelser nedenfor.
Total måneformørkelse
Ved den totale måneformørkelse er Månen i Jordens totale kegleformede skygge – den såkaldte umbra.
Når Månen bevæger sig helt ind i Jordens kegleformede skygge, umbraen, opstår der en total måneformørkelse.
Selvom Månen er skærmet for sollys af Jorden, kan vi ved total måneformørkelse opleve fænomenet blodmåne, hvor den normalt grålige måne bliver farvet rød.
Ved en total måneformørkelse bliver Månen farvet rød. Fænomenet kaldes blodmåne.
Månen fremstår rød pga. fænomenet Rayleigh-spredning.
Selvom sollys fremstår hvidt, så består det af forskellige farver med varierende bølgelængder. Violet og blåt lys har fx korte bølgelængder, mens rødt og orange lys har en lang bølgelængde.
Når Solens lys rammer Jordens atmosfære og dets molekyler, bliver det behandlet forskelligt alt efter dets bølgelængde. Lys med kort bølgelængde bliver spredt meget, mens lys med lang bølgelængde kun spredes lidt.
Det betyder, at det kun er det langbølgede røde og orange lys, der kan passere atmosfæren og trænge ind i umbra-skyggen.
Resultatet er, at det røde lys rammer Månen, reflekterer det og giver os en rød måne.
Modsat Solens violette og blå lys bliver Solens røde lys kun i mindre grad spredt i mødet med Jordens atmosfære. Derfor kan det røde lys slippe igennem atmosfæren og ramme Månen.
Hvis Jorden ikke havde en atmosfære, ville Månen bare være helt mørk under måneformørkelsen.
Den næste totale måneformørkelse i Danmark kan opleves den 7. september 2025.
Den 16. maj 2022 opstår der en total måneformørkelse i Europa, men i Danmark vil vi kun kunne se den som en delvis måneformørkelse.
Delvis måneformørkelse
En delvis måneformørkelse opstår, når det kun er en del af Månen, der befinder sig i Jordens totale kegleformede skygge.
Når Månen kun bevæger sig halvvejs ind i Jordens umbra, opstår der en delvis måneformørkelse.
Ved en delvis måneformørkelse vil den del af Månen, der er i skyggen, være helt mørk, mens resten vil lyse op.
Det kan derfor ligne, at nogen har taget en bid af Månen under en delvis måneformørkelse.
Under en delvis måneformørkelse vil dele af månen være indhyllet i mørke.
Den næste delvise måneformørkelse kan ses i Danmark den 16. maj 2022.
Samme måneformørkelse vil i andre dele af Europa kunne opleves som en total måneformørkelse.
Penumbra måneformørkelse
Under en penumbra måneformørkelse er Månen ikke i Jordens totale skygge, umbraen, men i Jordens delvise skygge, den såkaldte penumbra.
Når Månen bevæger sig ind i Jordens delvise skygge, penumbraen, opstår der en penumbra måneformørkelse.
En penumbra måneformørkelse er mere diskret end de andre måneformørkelser, da Månen her blot ser lidt mørkere ud end normalt.
En penumbra måneformørkelse er ikke ligeså markant på nattehimlen, da fænomenet kun giver en lidt mørkere måne.
Den næste penumbra måneformørkelse kan opleves i Danmark den 5. maj 2023.
Hvor langt er der til Månen?
Der er i gennemsnit 384.400 kilometer til Månen. Afstanden er målt fra Jordens centrum til Månens centrum.
Månens bane om Jorden er ellipseformet, hvilket betyder, at afstanden fra Månen til Jorden varierer alt efter, hvor den er i sit kredsløb.
Når vores måne er længst væk fra Jorden, er der 406.700 kilometer mellem de to, og når Månen er tættest på Jorden, er der 356.500 kilometer.
Tegningen viser den mindst mulige afstand fra Jorden til Månen og fra Jorden til Mars. Den mindst mulige afstand fra Jorden til Mars er 54,6 million kilometer.
Månelandinger
Den 20. juli 1969 klokken 21.17 dansk tid landende de amerikanske astronauter Neil Armstrong og Edwin Eugene "Buzz" Aldrin på Månen i landingsfartøjet The Eagle.
Neil Armstrong var den første mand på Månen, og fra en knasende forbindelse sagde han de berømte ord: "Et lille skridt for mennesket, et kæmpe spring for menneskeheden."
Månelandingen var en del af Apollo 11-missionen, som astronauten Michael Collins også deltog i. Han forblev dog i kredsløb om Månen under hele missionen, der i alt tog otte dage, tre timer og 18 minutter.
Siden 1969 har der i alt været seks bemandede månemissioner.
Neil Armstrong var den første mand på Månen.
Hvor mange mennesker har været på Månen?
Der har i alt været 12 mennesker på Månen.
De mennesker, der har været på Månen, er:
- Neil Armstrong - Apollo 11
- Buzz Aldrin - Apollo 11
- Pete Conrad - Apollo 12
- Alan Bean - Apollo 12
- Alan Shepard - Apollo 14
- Edgar Mitchell - Apollo 14
- David Scott - Apollo 15
- James Irwin - Apollo 15
- John Young - Apollo 16
- Charles Duke - Apollo 16
- Eugene Cerman - Apollo 17
- Harrison Schmitt - Apollo 17
Alle missioner til Månen har været under NASAs Apollo-program.
Her er et overblik over missionerne, og hvornår de fandt sted:
- Apollo 11 - 16. juli –24. juli 1969
- Apollo 12 - 14. november - 24. november 1969
- Apollo 14 - 31. januar - 9. februar 1971
- Apollo 15 - 26. juli - 7. august 1971
- Apollo 16 - 16. april – 27. april 1972
- Apollo 17 - 7. december – 19. december 1972
Apollo 13 skulle også have været til Månen, men månelandingen blev afblæst pga. en fejl i en ilt-tank. Mandskabet returnerede derfor til Jorden den 17. april 1970 efter at have taget en tur rundt om Månen.
Hvor lang tid tager det at rejse til Månen?
Det tager ca. tre dage at rejse til Månen med en hastighed på 3280 km/t. For Apollo 11-missionen tog det 51 timer og 49 minutter fra opsendelse til landing på Månen.
Artemis er fremtidens måne-program
Der har ikke været mennesker på Månen siden 1972. Men nu vil NASA igen sende mennesker, herunder den første kvinde og den første ikke-hvide person, til vores golde måne.
De nye månemissioner skal ske under Artemis-programmet, der begynder med en ubemandet mission, Artemis I, som skal sende rumfartøjet Orion i kredsløb om Månen.
Planen er, at Artemis I sendes afsted december 2021.
Når det for alvor går løs, vil raketten SLS i løbet af otte minutter bringe månefartøjet Orion i kredsløb 157 km over Jordens overflade.
Den næste mission, Artemis II, er sat til september 2023, og her skal astronauter flyve en tur rundt om Månen. Og endelig skal Artemis III bringe mennesker til Månen til september 2024.
NASA forventer, at udgifterne til Artemis-programmet er nået op på 86 milliarder dollars – mere end en halv billion kroner – ved udgangen af 2025. Og Artemis-programmet stopper ikke med månelandingen.
På lidt længere sigt skal der bygges en international rumstation, der kredser rundt om vores måne og fungerer som mellemstation for månerejsende.
Rumstationen skal konstrueres i et samarbejde mellem USA, Europa, Japan og Canada. Og når den er på plads, skal der etableres en månebase tæt på Månens sydpol.
Her skal astronauterne kunne opholde sig i længere perioder, mens de indsamler materiale, foretager videnskabelige eksperimenter og tager på opdagelse i månebiler.
Til den tid vil den første europæer også sætte fod på Månen.
Hvor mange måner er der i Solsystemet?
Der er mere end 200 måner i vores solsystem, og en stor del af dem kredser om planeterne.
Så mange måner har planeterne i vores solsystem:
- Merkur har ingen måner.
- Venus har ingen måner.
- Mars har to måner ved navn Phobos og Deimos.
- Jorden har én måne.
- Jupiter har 79 måner, herunder de fire største måner – de galileiske måner – ved navn Io, Europa, Callisto og Ganymedes. Ganymedes er Solsystemets største måne og det niende største objekt i Solsystemet. De fire måner blev opdaget i 1610 af den italienske astronom Galileo Galilei – deraf navnet.
- Saturn har 82 måner. Saturns største måne er Titan, der er to procent mindre en Ganymedes og derfor den andenstørste måne i Solsystemet.
- Uranus har 27 måner, og de fem største hedder Miranda, Ariel, Umbriel, Titania og Oberon.
- Neptun har 14 måner, herunder månen Triton, der er ligeså stor som dværgplaneten Pluto.
Jupiters galileiske måner rangeret efter størrelse – Ganymedes (tv.), Callisto, Io og til sidst Europa.
Så mange måner har dværgplaneterne i vores solsystem
- Pluto har i alt fem måner ved navn Charon, Styx, Nix, Kerberos og Hydra.
- Eris har en måne kaldt Dysnomia. Dysnomia er det fjerneste kendte objekt i Solsystemet.
- Haumea har to måner, Namaka og Hi'iaka.
- Makemake har kun én kendt måne. Den har navnet S/2015 (136472) 1, men kendes bedst under kælenavnet MK2.
- Ceres er den eneste dvægplanet i Solsystemet, der ikke har en måne.
De resterende måner i Solsystemet kredser om andre himmellegemer. Asteroiden 243 Ida har fx en måne på kun 1,6 kilometer i diameter ved navn Dactyl.