Er Månens bagside anderledes end forsiden?

Vi ser altid den samme side af Månen fra Jorden, men ser Månens bagside egentlig anderledes ud?

Er Månens bagside anderledes end forsiden?

Månens bagside er helt sin egen

Månens forside ligner ikke dens bagside. Den side af Månen, der altid vender mod Jorden, har mange flere store, mørke pletter, der af historiske årsager kaldes have.

De mørke områder er sletter af størknet lava fra de vulkaner, som Månen engang havde. Lavaen har fordelt sig i de lavtliggende områder, især hvor store meteornedslag havde skabt kratere.

Men på Månens bagside er måneskorpen – det yderste lag af Månen – meget tykkere. Her har magma fra Månens undergrund haft sværere ved at bryde igennem og trænge op som lava, hvilket udelukkende er sket i de allerdybeste kratere.

Flere teorier om dannelsen af Månen

Forskerne har flere teorier om forskellen i måneskorpens tykkelse. En teori siger, at Jorden engang havde en lille måne mere, men at de to måner stødte sammen, så materiale fra den lille måne spredte sig ud over Månens bagside.

Ifølge en teori fra 2014 skal årsagen til den tykke måneskorpe findes i Månens dannelse for ca. 4,5 mia. år siden. Her stødte den tidlige jordklode og en anden klode kaldet Theia sammen. Det voldsomme sammenstød skabte Jorden og Månen, som blev indhyllet i skyer af fordampet klippe, der efterhånden fortættedes og faldt ned.

Jorden var lang tid om at køle af efter sammenstødet. Månens forside blev opvarmet af varmen fra den rødglødende Jord, og her kunne skyen af fordampet klippe ikke fortættes og falde nede. Det kunne den til gengæld på den koldere bagside, hvilket førte til den tykkere måneskorpe.