49 år efter at den sidste astronaut forlod Månen, har nye analyser af prøver indsamlet under NASA’s Apollomissioner fundamentalt ændret vores opfattelse af
Månens geologiske forhistorie.

I dag har Månen i modsætning til Jorden ikke et magnetfelt, som beskytter mod kosmisk stråling.

Men da astrogeologer i 1970’erne analyserede de månesten, som Apollo-astronauter havde hjembragt, konkluderede de, at drabanten havde et endog meget kraftigt magnetfelt for omkring 3,7 milliarder år siden.

Månen, geologi

De første analyser af prøverne indsamlet på Månen i 1972 viste, at Månen engang havde et kraftigt magnetfelt. Nu har det vist sig, at den antagelse var forkert.

© J. Adam Fenster/University of Rochester

Teorien baserede sig på, at forskere havde fundet tydelige tegn på magnetisering i sten fra Månen.

Derudfra konkluderede de, at Månen må have haft en såkaldt geodynamo – smeltede elektrisk ledende stoffer dybt inde i kloden, der som en elektromagnet kunne opretholde et varigt magnetfelt.

De nye analyser viser imidlertid, at forskerne dengang tog fejl. Dels ved vi nu, at Månens kerne formentlig er for lille og kompakt til en geodynamo, og dels findes der en langt sandsynligere forklaring på magnetiske spor i de gamle månesten.

Ved at umagnetiske månesten blev udsat for magnetisme, blev stenene magnetiske, og hvis Månen engang havde et magnetfelt, ville de testede sten allerede have været magnetiske, da de blev indsamlet.

Årsagen til, at der findes spor efter magnetisme deroppe, er, at kloden uden beskyttelse fra et magnetfelt har været bombarderet med små magnetiske kometer og asteroider i milliarder af år.

NASA vil vende tilbage til Månen i 2024, og den nye opdagelse er interessant for fremtidige missioner. Fraværet af et magnetfelt betyder nemlig, at forekomsten af sjældne mineraler er større end hidtil antaget.