Månen og især tidevandskræfterne har haft enorm betydning for Jorden. Den unge jord havde et døgn på bare fem timer. Men over millioner af år bremsede tidevandskræfterne rotationen, så døgnet blev trukket ud, samtidig med at Månen kom længere bort.
Den større afstand fik tidevandskræfterne til at aftage, men de var stadig stærke nok til at påvirke Jordens udvikling, ikke mindst livets spring fra havet til landjorden: Enorme landområder blev regelmæssigt oversvømmet ved højvande, så store mængder havdyr kom op på land. Langt de fleste døde, men over millioner af år lærte nogle at klare sig – de første amfibier og insekter kunne indtage landmasserne.
Jordens indre blev varm
Tidevandskræfterne påvirkede også selve kloden. Både jordskorpen og lag dybere nede blev holdt i konstant bevægelse, og det førte til, at Jordens indre blev endnu varmere, end det var i forvejen. Derfor er en stor del af kernen stadig flydende, og det er forudsætningen for, at Jorden har et stærkt magnetfelt, der beskytter os mod skadelig stråling fra rummet.
Men Månens største betydning for Jorden er, at den har stabiliseret aksehældningen. Den er nu 23,5 grader, og det er præcis nok til at give os gunstige årstider. Beregninger viser, at uden en følgesvend ville hældningen variere med mere end 45 grader. Med så ekstreme svingninger kunne tropiske regnskove pludselig blive dækket af is, og så er det svært at forestille sig, at mennesket kunne opstå og udvikle sig.
Månen satte gang i videnskaben
De første mennesker har iagttaget Månens faser, og tidlige kulturer har brugt faserne fra nymåne til fuldmåne til at måle tiden og holde rede på årets gang.
Det har krævet kalendere, og arbejdet med at skabe dem har ført til den første form for astronomi. Senere er forudsigelse af solformørkelser kommet til, og med tiden har det udviklet sig til en decideret videnskab.
Bliv klogere på måneformørkelse.