Håbet om, at finde et ensomt rumvæsen i en hytte på Månens bagside er desværre blevet slukket.
Siden den kinesiske månerover Yutu-2 i begyndelsen af december 2021 spottede en slags kube på kanten af et krater, har roveren taget en afstikker for at nærstudere fundet.

Denne firkant på horisontlinjen har affødt adskillige kreative forklaringer.
Nu har roveren sendt et svar: Objektet var hverken en hytte, rumskrot eller en triumfbue, som nogle dengang antog.
Ved nærmere eftersyn var fundet end ikke særligt kubeformet men i stedet en sten, akkurat som den type fund typisk viser sig at være.
Roveres undersøgelser afliver mysterier på Månen og Mars
Stribevis af slørede objekter i roveres hjemsendte fotoalbums har tidligere ved nærmere eftersyn vist sig at være sten.
Månens 38 millioner kvadratkilometer store overflade er dækket af sten, så det ville være højest overraskende, hvis objektet havde vist sig at være noget som helst andet.
Alligevel er fundet gådefuldt, for Yutu-2’s nærmere undersøgelser afføder nye og måske mere relevante spørgsmål om Månens geologi, der kan gøre rumforskere klogere på samspillet mellem Jorden og Månen - og Solsystemets dannelse.
Måneskælv kan have flyttet kampesten
Månen har ikke oplevet vulkansk aktivitet i milliarder af år, så overfladen forbliver i grove træk uændret. Mikrometeoritter, temperaturudsving og solvinden forvitrer en kampesten på overfladen til månestøv på ca. en million år. Dermed ved rumforskerne, at stenen i kosmisk forstand er havnet på kanten af krateret for nylig – hvordan er uvist.

De kinesiske myndigheder har omdøbt Yutu-2’s kampesten fra mystisk hytte til en jadekanin – det dyr, som roveren er opkaldt efter – fordi en af deres astronomer synes at kunne se konturerne af en kanin i stenens former.
Én forklaring kan være, at stenen er blevet slynget på plads af et meteornedslag, men Von Kármán-krateret, som stenen ligger ved, er formentlig ca. 3,6 milliarder år gammelt.
En anden forklaring kan være, at skælv på Månen vibrerer store sten frem fra månestøvet, som tidligere undersøgelser har vist.
I de kommende måneder kører Yutu-2 tættere på krateret, for bl.a. at undersøge mineralsammensætningen af stenene langs kanten.
Ved at afdække Yutu-2-stenens oprindelse, kan astronomerne få et bedre indblik i Månens geologiske fortid. Da Jorden deler Månens forhistorie, kan stenen dermed være en lille brik i forsøget på at forstå, hvordan Solsystemet opstod for ca. 4,5 milliarder år siden – og skabte grobunden for liv her på Jorden.