NASA
Astronaut filmer på Månen i Artemis-rumdraft

Robust 4G-netværk skal tackle Månens ekstremer

Et centralt stykke infrastruktur til fremtidens månebaser skyder op, når Nokia skaber det første mobilnetværk i rummet. Og ja – det kan også tilkobles internettet.

Henover Månens overflade drøner fjernstyrede rovere, astronauters sundhedstilstand kan aflæses i realtid, og al aktivitet kan videostreames i høj opløsning.

Sådan ser visionen for NASAs Artemis-program ud, der vil sende den første kvinde og næste mand til Månen i 2024 og etablere en månebase i 2030. Helt centralt for at nå missionens mål er at etablere et trådløst netværk på Månens overflade.

Første spadestik til netdækningen har NASA for nylig taget gennem en bevilling på 14 millioner dollar til den amerikanske afdeling af Nokia.

Forude venter en monumental opgave for den finske teknologivirksomhed, der allerede i 2022 skal udrulle kommunikations-infrastrukturen.

Modstår stråle-bombardement

Nokias opgave består i at oprette det første mobilnet i rummet, der skal bruges til sikker og effektiv kommunikation mellem maskiner, mennesker og månebaser.

Netværket skal installeres på Månens overflade i slutningen af 2022 med et månelandingsfartøj – en såkaldt hopper – fra det amerikanske firma Intuitive Machines.

Tre kommercielle månelandingsfartøjer er en del af Commercial Lunar Payload Services hos NASA

4G-netværket skal fragtes ombord på månelandingsfartøjet NOVA-C (i midten), der er én blandt tre partnere i NASAs Commercial Lunar Payload Services.

© NASA/Goddard/Rebecca Roth

Udstyret består af en basis-station, der er opbygget af moduler. Ét modul komprimerer stemme og data. Et andet består af software, som kan fjernstyre fx vedligeholdelsen af udstyret. Og et tredje installerer de antenner, der kan sende og modtager alle nødvendige signaler. Efter landingen konfigurerer netværket sig selv fuldautomatisk.

Teknologien er både robust nok til at overleve landingen på Månen og til at operere i både kulde, ekstrem varme og i et bombardement af stråling fra Solen. Samtidig er det kompakt og energiøkonomisk.

Gå på opdagelse i NASA's fremtidige månebase:

Artiklen fortsætter efter grafikken.

Månebasen bliver selvforsynende

Forskerne er begyndt at planlægge fremtidens permanente månebase, som skal være selvforsynende med vand, ilt og mad og på sigt foretage minedrift og produktion af raketbrændstof til ekspeditioner længere ud i Solsystemet.

Maciej Rebisz

Solpaneler leverer energi

Solceller skaber om dagen strøm til habitater, mineudstyr og brændstoffabrikker. Om natten dækkes energibehovet af brændselsceller, der omdanner ilt og brint til vand.

Maciej Rebisz

Rovere forvandler is til vand

Isen på Månens overflade ligger især på bunden af dybe og kolde kratere. Vandet kan udvindes med minerovere, der fordamper isen og opsamler vanddampen i beholdere.

Maciej Rebisz

Drivhuse producerer mad

Fødevarer som grønkål, kartofler og tomater dyrkes i overdækkede drivhuse, hvor planternes rødder er badet i næringsrigt vand, og lyset kommer fra LED-lamper.

Maciej Rebisz

Habitater beskytter mod stråling

Månen har intet skjold mod stråling og meteorer. Et oppusteligt skelet til boliger og arbejdspladser medbringes fra Jorden og dækkes med tage af lokalt 3D-printede mursten.

Maciej Rebisz

Månestøv giver ilt og metaller

Månestøv indeholder ilt, der er bundet til metaloxider. Ilten kan frigives ved hjælp af høj varme og en reaktion med brint. Som en sidegevinst får måneboere også metaller.

Maciej Rebisz

Netværk letter livet på Månen

Tidligere har astronauter på månemissioner kommunikeret med hinanden, månelandingsfartøjer og Jorden via radioantenner installeret i rygsække.

Med netværket kan månemissioner i fremtiden kommunikere over større afstande, hurtigere og mere stabilt end i dag, hvilket er centralt for Artemis-programmets succes.

Fx danner netværket grobund for navigationsudstyr, der viser vej i realtid, og gør det muligt for astronauter at fjernstyre alt deres materiel.

4G-netværket skal primært understøtte kommunikationen på Månen, men kan i teorien også kobles til Jordens internet.

I første omgang kan det såkaldte LTE-netværk levere 4G-hastigheder, som senere kan opgraderes til lynhurtig 5G.