Se Månen trone frem i gigantisk størrelse
Månen forvandler sig til en supermåne på søndag. Her vil den både være ekstremt tæt på Jorden og fuld, hvilket får nabostenen til at fremstå kæmpestor.

Vores kosmiske nabo - Månen - får titlen som supermåne, når den viser sig fra nærmeste hold på søndag d. 3. december og fremstår større og klarere end normalt.
Supermåner opstår, når Månen er både fuld og inden for 90 procent af sin nærmeste afstand af Jorden.
Og det sker netop søndag, når månen er 357.987 km fra kloden.
Mens fænomenet står på, vil Månen se 7 procent større og 16 procent lysere ud end den plejer.
Showet begynder kl. 16.47, hvor Månen officielt er fuld. Supermånen når dog først sit maksimum, når den er tættest på Jorden, mandag morgen kl. 9.45.
Fuldmåne trumfer nymåne
Månens kredsløb er langstrakt og ellipseformet, og når Månen hver måned kommer i sin tætteste afstand af Jorden, kaldes det for perigæum.
Indimellem passer perigæum med enten ny- eller fuldmåne - og i begge tilfælde kalder astronomer fænomenet for supermåne.
Det er dog kun under fuldmåne, at vi kan betrage supermånen fra Jorden. Det skyldes, at Månen ikke er synlig under nymåne, hvor himmellegemet står lige mellem Jorden og Solen.
Optisk illusion gør Månen større
Det bedste tidspunkt at nyde Månens catwalk på er kort efter lokal solnedgang, hvor Månen står lavt.
Her opstår en optisk illusion, hvor din hjerne bliver snydt til at opfatte Månen endnu større, end når den er højt på himmelen, fordi du Månen ser i sammenhæng med landskab og personer.
Hvis søndag og mandag byder på massivt skydække, kan du se supermånen på Virtual Telescope Project fra søndag kl. 17.