I årtier har astronomer undret sig over den hale, som stråler ud fra månen hver nymåne. Halen blev opdaget i 1998 og beskrevet som en strøm af natrium-atomer – en af hovedbestanddelene af salt.
Et orange glimt, der kun kan ses gennem teleskop, ledsager den månedlige salt-hale. Og netop glimtet har i årevis fået astronomer til at klø sig i nakken, fordi det varierer i styrke.
Nu har amerikanske forskere fundet forklaringen - efter 14 års forskning og 21.000 billeder.
Meteorer skyder salt ud i rummet
Måne-halen opstår, når meteoritter rammer Månens overflade. Omkring 2800 kg meteorsten regner ned på Månen hver dag.
Nedslagene hvirvler fint støv op, som strømmen af lyspartikler fra Solen trækker hundredetusinder af kilometer ud i rummet. Månen har nemlig ikke en atmosfære til at holde på det.
Se en visualisering af partiklerne, som Jorden samler i en stråle (a og c) til et glimt på himlen (b):
Partikelstrømmen er kun synlig fra Jorden en gang om måneden ved nymåne, hvor Månen ligger mellem Solen og Jorden og halen derfor omslutter Jorden.
Jordens tyngdefelt virker som en magnet på natriumpartiklerne og samler dem i en koncentreret strøm, der giver det varierende lysglimt på himlen, når teleskopet peger i den modsatte retning af Solen.
Ved at observere fænomenet med kraftige teleskoper i 14 år har forskere fra Boston University nu slået fast, at halens rytme hænger tæt sammen med bombardementer af tilfældige meteorer.
Kæmpemeteor kan skabe synligt glimt
Fra 2006 til 2019 har astronomerne fulgt salt-glimtets styrke og taget 21.000 billeder af Månen med et specielt kamera, der kan se bølgelængder fra forskellige elementer – fx natrium.
De møjsommelige observationer viser at:
- Lysglimtet tager til i styrke, når Månen er tættere på Jorden.
- Glimtet er stærkere, når Månen befinder sig nord for Jordens ekliptika – dvs. over den lige linje mellem Jordens og Solens kerne – ved nymåne.
- Lysstyrken varierer i et mønster, der følger antallet af tilfældige meteoritter, der ramte Jorden – og dermed også Månen.
At sammenfaldet er tydeligst mellem de tilfældige meteorer og lysglimtets styrke kom bag på forskerne. De havde forventet en større sammenhæng med de meteorer, der rammer Månen fra tilbagevendende meteorregn.
En mulig forklaring er, at de sporadiske meteorer er større og følger mere langstrakte, uforudsigelige baner, som giver dem mere fart og energi.
Når den type meteor rammer Månen, hvirvler den mere støv op - og leverer dermed mere salt til Måne-halen.
Tilfældige meteorer påvirker månens saltglimt mere end fx meteorregnen Leoniderne, som forskerne egentlig ville observere i 1998, da de opdagede månens hale.
Med den helt rette timing og størrelse vurderer forskerne, at et stort meteornedslag på Månen kan skabe et glimt så kraftigt, at det kan ses fra Jorden med det blotte øje.