NASA/JPL-Caltech/Cornell/USGS
Jernholdige sten på Mars

Faktatjek: Vokser der svampe på Mars?

Forskere har fundet beviser på stribevis af svampe, der skyder op fra Mars’ golde undergrund. Hvad siger videnskaben om naboplanetens grobund for svampevækst?

Hvis vi finder liv på på Mars, vil det være årtusindets største videnskabelige gennembrud, som vil redefinere menneskets plads i Universet.

Derfor vakte det også opsigt, da et internationalt forskerhold for nylig hævdede at have fundet beviser på svampevækst på den røde planet. Illustreret Videnskab går undersøgelsen efter i sømmene for at finde svar på, om der virkelig kan vokse svampe på Mars.

Påstand: Nasa-billede viser svampe på Mars

Den nye undersøgelses markante påstand bygger på billeder taget af Nasas to rovere, Opportunity og Curiosity, sammenholdt med optagelser fra Mars-satellitten Mars Reconnaissance Orbiter.

Svampelignende sten på Mars

Særligt de sammenvoksede strukturer er ifølge undersøgelsen tegn på, at billedet ikke blot viser Mars-sten.

© NASA/JPL-Caltech

Forskerne har fundet ændringer på billeder taget på forskellige tidspunkter, og underlagt billederne en såkaldt morfologisk analyse, der består i at sammenligne de formodede vækster med eksemplarer fra Jorden. Den overordnede konklusion er, at ændringerne er tegn på, at Mars vrimler med svampe, lav og bakterier.

Hovedforfatteren er den amerikanske Rhawn Gabriel Joseph, der på sin hjemmeside beskriver sig som neuropsykolog. Han har tidligere været i clinch med det videnskabelige samfund.

I 2014 anlagde han fx sag mod NASA, da de ikke ville anerkende, at en donut-formet sten på billeder fra Mars var en levende organisme.

Fakta 1: Svampevækst er runde jernsten

Den videnskabelige artikel blev hurtigt samlet op hos en stribe internationale onlinemedier og på sociale medier.

Påstået fund af liv på Mars

Flere medier viderebragte forskernes konklusion om, at der nu var fundet liv på Mars.

© Screendump

De fleste forholder sig dog kritisk til konklusionerne.

Undersøgelsen emmer af eksempler på en uholdbar videnskabelig metode. Forskerne baserer udelukkende deres konklusioner på analyser af grynede billeder og citerer flittigt egne resultater.

Desuden har Rhawn Gabriel Joseph tidligere fået artikler trukket tilbage med lignende påstande, ligesom Advances in Microbiology har været under luppen for at genpublicere andre tidsskrifters artikler og afkræve forskere betaling for offentliggørelse artikler uden at få fagfæller til at bedømme indholdet.

Men hvis ikke kuglerne er svampe, hvad viser rovernes billeder så?

Én af de svampe, som forskerne mener at have fundet på Mars, er de påståede støvbolde. Nasa kaldte efter opdagelsen i 2004 lignende strukturer for ”blåbær”, fordi de på billeder fremstod blå.

VIDEO: Se hvordan "blåbærrene" opstår

Video

Blåbærrene er ifølge Nasa en slags sten, der er rig på en forbindelse mellem jern og ilt kaldet hæmatit. En kombination af planetens lavere tyngdekraft og erosion fra vind har skabt den runde form.

De runde jernsten er interessante, fordi de på Jorden menes at blive dannet i vand. Mængden af sten på Mars indikerer, at der i så fald har været masser af vand på den røde planet.

Fakta 2: Liv har trange kår på Mars

Al forskning tyder på, at enhver livsform – herunder svampe – har overordentligt dårlige vilkår på Mars. Overfladen er både for kold, tør og kraftigt bestrålet af Solen til at kunne huse liv, som vi kender det.

Men masser af organismer på Jorden har vist sig at være ekstremofiler, der kan overleve selv uden ilt og i frost. Tilmed trives svampe, der indeholder hudpigmentet melanin, i den radioaktive jord omkring Tjernobyl.

Et nyt forsøg har også vist, at skimmelsvamp kan overleve for en stund i et miljø, der minder om Mars’.

Svampevækst på Mars er derfor bestemt ikke udelukket, men hidtil har videnskaben ikke fundet et eneste konkret bevis på det.

Tvivlsomt bevis på svampevækst på Mars

For forskerne bag den nye undersøgelse er forskellen tegn på, at nye svampe bryder frem efter roveren Curiositys hjul har mast de gamle.

© NASA

Fakta 3: Jordens mikrober kan måske trives på Mars

Trods en årelang jagt findes der endnu ingen konkrete beviser på, at Mars huser eller har huset liv. Men to nye undersøgelser kaster lys over, om bakterier eller svampesporer allerede har fundet vej til planeten som blinde passagerer på en rummission.

Den første undersøgelse har dna-sekvenseret al biomasse – bl.a. bakterier og svampesporer – fra Nasas såkaldte clean rooms, hvor rumfartøjer opbevares for at holde dem så lidt forurenet af jordisk liv som muligt. Konklusion er, at organismerne i de rene lokaler sammenlignet med i andre miljøer er bedre til at reparere deres dna, kan danne en beskyttende biofilm og kan overleve ekstrem kulde og tørke. Forskerne vurderer, at mikroberne på Nasa derfor er bedre rustet til at overleve rejsen til Mars.

Mars-rover bliver holdt ren før afgang

Selvom fx Mars-rovere bliver holdt klinisk rene i såkaldte clean rooms, er det stort set umuligt at undgå at fx svampesporer og bakterier klæber sig til fartøjerne.

© NASA/JPL-Caltech

Den anden undersøgelse udgør første skridt mod en metode til at afgøre, hvor det eventuelle liv på Mars stammer fra. Ud fra en stor database over dna fra hele verden har forskere skabt et indeks, der viser særlige træk, som afslører om dna’et stammer fra Jorden eller ej.

Uanset oprindelsen er sandsynligheden for at finde spor efter liv på Mars bestemt til stede. En undersøgelse fra 2018 afslørede tilstedeværelsen af kemiske forbindelser kaldet thiofener, der på Jorden indgår i bl.a. kul og hvide trøfler – altså organisk materiale. Kommende forsøg skal afsløre, om de kemiske forbindelser kan opstå ved fx meteornedslag – eller om de stammer fra liv på planeten.

Nasas rover Perserverance fortsætter i mellemtiden jagten på liv på Mars, og har netop fået følgeskab af den kinesiske rover Zhurong.

Uanset om de to rovere finder levende organismer eller ej, kan svampe ende som en fast beboer på Mars. Nasa arbejder nemlig på et projekt, der undersøger hvordan svampes trådnetværk kan bruges til at bygge alt fra huse til møbler på den røde planet.

VIDEO: Se svampe fungere som mursten

Video