Kunstig intelligens styrer Mars-rover
Curiosity-roveren har fået installeret en kunstig intelligens, som giver Mars-fartøjet mulighed for at foretage analyser af planetens overflade – uden indblanding fra mennesker.

Curiosity-roveren, som huserer på Mars, har fået installeret kunstig intelligens.
Gennemsnitsafstanden er 225 millioner kilometer, og den store afstand betyder, at et signal fra Jorden er 15 minutter om at nå frem til Curiosity-roveren på Mars. Når signalet skal tilbage igen, tager det ligeledes 15 minutter.
Altså går det ekstremt langsomt, når mennesker på Jorden kommunikerer med det sekshjulede laboratorium på den røde planet.
Derfor har NASA i løbet af det seneste år eksperimenteret med at gøre roveren mere uafhængig af mennesker.
Har udført 54 analyser
Et stykke kunstig-intelligens-software er sendt de mange kilometer gennem rummet og installeret på Curiosity. Dermed er roveren blevet i stand til selv at tage beslutninger.
Den kunstige intelligens, AEGIS, blev aktiveret i maj 2016, og har siden været aktiveret 54 gange.
Programmet styrer roverens såkaldte ChemCam – et apparat, der affyrer en laserstråle mod sten og analyserer de materialer, som fordamper. Apparatet kan afsløre sammensætningen af stenene.
Udnytter ventetiden
NASA-forskere styrer stadig roverens færd på Mars, og bestemmer hvilke større undersøgelser roveren skal foretage.
Men under transporten mellem forskellige områder, og mens roveren venter på ordrer fra Jorden, affyrer AEGIS køretøjets laser og undersøger de omkringliggende sten. På den måde bliver ventetiden udnyttet optimalt.
Indtil videre har forskere udnyttet AEGIS’ sten-analyser til at bestemme, hvilke nye egne roveren har skullet køre mod.