ICON
3D-printer bygger Mars-hus i hangar

NASA printer og tester nu Mars-koloni

Snart flytter de første beboere ind i en simuleret Mars-koloni her på Jorden, der byggeteknisk, teknologisk og psykologisk skal bane vejen for permanent beboelse.

Dagene går med trivielle pligter, du får lige knap tilstrækkeligt mad i maven og dine tre bofæller går dig ustandseligt på nerverne. Men selv om Houston, Texas ligger lige ude på den anden side af de 3D-printede vægge, får du ikke nævneværdig adspredelse foreløbig.

Sådan tegner virkeligheden sig for fire heldige forsøgspersoner, der fra efteråret 2022 skal gennemleve et 365 dage langt testophold i NASAs nye Mars-habitat, som netop nu bliver 3D-printet.

VIDEO: Se Mars-huset blive bygget lag for lag

Opholdet skal hjælpe NASA med at pakke de rette værktøjer i kufferten, inden turen for de første mennesker efter planen går til Mars i 2030’erne.

Bolig imiterer livet på Mars

NASA har nu åbnet for ansøgninger til testforløbet, der kræver, at du er mellem 30-55 år gammel, har en kandidatgrad indenfor fx ingeniørvidenskab eller matematik og er amerikansk statsborger.

De fire udvalgte forsøgspersoner kan se frem til et ophold i habitatet ved navn Mars Dune Alpha, der på alle måder imiterer livet i en fremtidig Mars-koloni.

Forsinkelser i kommunikationen, knappe ressourcer og udstyrsnedbrud bliver nogle af de udfordringer, som beboerne skal finde ud af at leve med.

Derudover kan de få mulighed for at deltage i forskellige forskningsforsøg, afprøve robotter og simulere rumvandringer i virtual reality.

VIDEO: Se hvordan forsøgspersonerne skal bo

Forsøget er en del af NASAs Crew Health and Performance Exploration Analog-projekt – CHAPEA – der består af tre ophold på et års varighed, der løber frem til 2026. Opholdene skal sikre at basale overlevelsessystemer fungerer optimalt.

Under forløbet kan NASA derudover overvåge forsøgspersonernes fysiske, psykiske og adfærdsmæssige helbred i total isolation på et stærkt afgrænset område. Læringerne er grundstenen til at opbygge et miljø på Mars, der sikrer at astronauterne ikke mister forstanden.

Fremtidens rumkolonier er 3D-printet

Mars Dune Alpha er tegnet af det danske arkitektfirma Bjarke Ingels Group, BIG, og bliver bygget af det amerikanske 3D-byggefirma ICON.

Ved at teste 3D-printede bygninger kan NASA undgå at fragte byggematerialer til Mars, men i stedet bygge huse af de forhåndenværende ressourcer.

BIG er også udset til at skabe et bud på verdens første månekoloni sammen med to amerikanske virksomheder.

Projektet er en del af NASA’s måneprojekt Artemis, der skal sende mennesker til Månen inden 2024.

Det danske arkitektfirma vil tegne huse til Månen, der skal 3D-printes af månestøv, og som bl.a. skal kunne beskytte astronauter mod stråling og holde dem varme i Månens iskolde nætter.