Tre missioner begynder nu jagten efter liv på Mars

I et analysekammer i marslandingsfartøjet Viking pibler små bobler af radioaktiv gas i 1976 op af en jordprøve opløst i vand, der er fyldt med næringsstoffer.

Gassen kan kun være skabt af mikroorganismer, så konklusionen er klar: Livet boltrer sig på Mars, og vi fandt det allerede for 45 år siden.

Så hårdnakket lyder påstanden i dag fra Gilbert V. Levin, som ledede analyserne af radioaktiv gas på Viking-missionen til Mars i 1976. Forskere har siden debatteret resultaterne.

28 missioner har taget turen ud til vores naboplanet for at følge op på Vikings undersøgelser, men modsat Viking har de kun indirekte ledt efter liv.

Sonder og rovere har forsøgt at lægge fast, om det hårde miljø på Mars overhovedet kunne huse liv – og om mennesket burde forfølge den gamle drøm om en koloni i det røde støv.

Nu skal tre nye uafhængige missioner, som netop er nået frem til Mars, tage Vikings arv igen op: De skal finde livstegn, som viser, om der har været, eller er, liv på planeten.

Missionerne tog afsted i perioden fra den 19. juli til den 30. juli 2020, fordi opsendelsesvinduet, hvor kredsløbene for Jorden og Mars, matchede perfekt.

I løbet af få uger blev en minihelikopter, et landingsfartøj, to kredsløbssonder og to rovere send afsted mod vores naboplanet.

Trafikken bliver så tæt, at NASA har oprettet et ekstra kommunikationsberedskab for at undgå sammenstød.

Når støvet har lagt sig, og fartøjerne begynder at analysere og bore på Mars, vil det vise sig, om vi er alene i universet – eller om vi kan forvente naboer, når vi sandsynligvis allerede inden for de næste fem år begynder at oprette en base på den røde planet.

Drikkevand har eksisteret på Mars

For 100 år siden mente nogle astronomer, at Mars måtte være dækket af tæt skov, fordi planeten så grøn ud gennem nogle teleskoper, men efter at de to sonder Mariner 4 og Mariner 9 som de første kom tæt på Mars i 1965 og 1971 og tog billeder, stod det klart, at Mars snarere var en rød ørken.

Sådan har planeten dog ikke altid set ud. Mange steder på Mars findes der strukturer, der ligner indtørrede flodlejer – skabt af flydende vand, der er løbet igennem landskabet.

Den seneste rovermission fra NASA, Curiosity, fandt endda ud af, at noget af det flydende vand, der engang var på overfladen af Mars, var ferskvand, som vi mennesker kan drikke.

🎬 Se 50 års NASA-missioner til Mars:

Det gjorde roveren ved at analysere sten i bunden af Galekrateret ved planetens ækvator.

Når flydende vand kommer i kontakt med sten, vil det ændre sammensætningen af salte i stenen, og Curiosity fandt specifikke typer af de såkaldte hydrerede salte.

Kun vand kan skabe netop de salte, og dermed beviste fundet, at der engang har været flydende vand i Galekrateret.

Forskere har også fundet et flydende hav på Mars – under isen på planetens sydpol.

Radarundersøgelser udført i 2003 af sonden Mars Express viste, at havet rummer store mængder ammoniak, som gør, at vandet kan være flydende ved lavere temperaturer.

Og med vandet følger chancen for, at liv er opstået i det underjordiske hav.

Trafikkaos truer på Mars

I takt med at forskningsresultater og billeder er blevet offentliggjort de seneste år, er den internationale interesse for Mars højnet.

Og hvor NASA i årtier næsten har haft monopol på at udforske naboplaneten, har resten af verden nu virkelig meldt sig ind i kapløbet mod Mars.

Motivationen er at få del i vigtig forskning og medfølgende prestige, men også at skubbe til udviklingen af rumfartsteknologi og få del i en potentiel fremtidig koloni og udvinding af værdifulde mineraler.

Derfor flyver tre missioner nu afsted – og de gør det næsten samtidigt grundet Mars’ og Jordens kredsløb.

Mars er 687 dage om at kredse en gang rundt om Solen, altså ca. dobbelt så lang tid som Jorden.

Derfor ændrer planeterne hele tiden positioner i forhold til hinanden. Ingeniører har udregnet, at vi bør flyve mod Mars, når planeten er 44 grader længere fremme i sit kredsløb, end Jorden er.

🎬 Se NASAs Mars-rover i aktion

Timingen betyder, at Solens tyngdekraft mest effektivt kan “slynge” et fartøj udad i Solsystemet, så det kan nå til Mars med mindst mulig brug af brændstof.

Muligheden byder sig ca. hver 26. måned i en periode, som kaldes et opsendelsesvindue, og denne sommers vindue var et af de travleste nogensinde.

Seks fartøjer er sendt afsted, hvilket ikke er sket siden 1971. Og aldrig før har to lande hver sendt en rover afsted i samme vindue, hvilket sker nu.

Med de mange opsendelser risikerer fartøjer at støde ind i hinanden eller i sonder, der allerede er i kredsløb om Mars.

Derfor overvåger NASA trafikken ved hjælp af det såkaldte Deep Space Network (DSN) – en række store antenner på Jorden, som opfanger signaler fra og sender til fartøjer over lange afstande.

Det travle opsendelsesvindue i 2020 bliver højst sandsynligt efterfulgt af flere travle vinduer. Kapløbet om at finde liv på Mars og om at være først til at sende en bemandet mission til planeten er kun lige skudt i gang for alvor.

NASA’s satsning i de kommende år er især nye missioner til Månen og en månebase, hvorfra turen kan gå mod Mars.

Rusland og Kina har tanker om at flyve direkte til Mars, mens SpaceX – med den måske mest ambitiøse plan – vil plante menneskefødder i det rustrøde støv allerede inden for de næste fem år.

Alle missioner har dog én ting tilfælles: Alle fartøjer og al teknologi er dybt afhængige af, hvad de tre missioner, som lige nu brager mod den røde planet, henter hjem af resultater.

Og de tre bygger oven på alle missionerne, som kom før dem. Gilbert V. Levin insisterer på, at vi fandt liv på Mars allerede i 1976.

Nu er missionerne, der kan lægge debatten i graven, lettet – og de kan bane vejen for, at vi kan flytte til den røde planet.