"Du vil aldrig mærke vinden i dit hår. Du vil ikke høre lyden af at gå gennem sneen. Du vil ikke høre fuglene fløjte udenfor."
De dramatiske ord kommer fra Bas Lansdorp. I 2012 fangede den hollandske entreprenør hele verdens opmærksomhed, da han lancerede sit stort anlagte projekt, Mars One.
Han ville sende mennesker til Mars allerede i år 2023.
Og modsat alle tidligere offentliggjorte planer for bemandede marsmissioner var der ikke planlagt nogen hjemrejse.
Besætningen skulle simpelthen blive på Mars – og derfor ville de altså aldrig igen føle vinden og høre fuglene.
Hollænderens vilde vision adskilte sig også på andre afgørende punkter.
For det første skulle kolonisterne, der ville tilbagelægge de 55.758.006 kilometer til den røde planet, ikke være professionelle astronauter, men “almindelige mennesker”, der kunne sende ansøgninger ind og siden bevise deres værd igennem en længere udvælgelsesproces.
Idéen var inspireret af realityprogrammet Big Brother.
For det andet havde Bas Lansdorp en meget anderledes idé til, hvordan han og hans ti personer store firma ville finansiere den række af bekostelige rummissioner til Mars, det ville kræve at opbygge en permanent koloni på planeten.
Alt skulle streames. Idéen var inspireret af realityprogrammet Big Brother, hvor en gruppe mennesker er spærret inde i et hus, der er overvåget af kameraer døgnet rundt.
VIDEO: Mars One fik støtte af nobelprisvinder
Det er med store armbevægelser og udtalelser fra en nobelprisvinder, at Mars One i videoen her offentliggør planen om at sende mennesker til Mars på en enkeltbillet.
Seere i hele verden skulle simpelthen kunne følge marskolonisternes liv på tæt hold.
Håbet var, at streamingsuccesen ville blive så stor, at alle de nødvendige penge kunne skrabes ind til missionerne til Mars og opretholdelsen af kolonien på planeten.
Mars One åbnede fra begyndelsen op for, at alle og enhver – mod et gebyr – kunne indsende en ansøgning om at blive en af de udvalgte, der skulle flyve til Mars og etablere en koloni.
Og interessen var efter alt at dømme stor. I hvert fald meldte Mars One i efteråret 2013 ud, at de havde modtaget 202.586 ansøgninger fra folk i 140 lande, og at en lang udvælgelsesproces nu kunne gå i gang.
Men siden begyndte den imponerende facade at krakelere, og spørgsmålet begyndte at melde sig: Kommer de nogensinde afsted?
Kritikere stod i kø
Da Mars One blev lanceret, strømmede mediebilledet over med positiv omtale af det ambitiøse projekt, men lige så stille begyndte kritikken herefter at pible frem.
En efter en trådte forskere, ingeniører og rumfartseksperter verden over frem og kritiserede projektet for at være urealistisk og uetisk.
Listen over mangler og faldgruber voksede sig hurtigt stor.
Før han stiftede Mars One, var hollandske Bas Lansdorp involveret i firmaet Ampyx Power, som udviklede vindenergiteknologi.
Atmosfæren på Mars indeholder for det første ikke ilt, og det havde Mars One ikke taget tilstrækkelig højde for i udformningen af den base, kolonisterne skulle bo på. Alt talte for, at de simpelthen ville lide kvælningsdøden, lød den skarpe kritik.
Samtidig mente rumfartseksperter, at deltagerne løb en stor risiko for at dø af tørst, fordi det endnu ikke var bevist, at vi havde teknologien klar til at rense og genanvende vand, både til at drikke og til at vande planter med.
Og hvis dyrkningen af de planlagte afgrøder skulle slå fejl, risikerede beboerne at sulte ihjel.
Endnu et kritikpunkt lød, at kolonisterne kunne få lungesygdomme, hvis de fik det ultrafine støv i Mars’ atmosfære i lungerne.
Psykologer kritiserede Mars One fra en anden vinkel: En envejsmission lægger et enormt mentalt pres på deltagerne. Der er fare for at få depression over at miste kontakten med venner og familie på Jorden.
Det ville desuden udgøre en betragtelig psykologisk belastning, hvis en kolonist skulle føle sig tvunget til at formere sig med en holdkammerat.
I 2014 skød eksperter fra Massachusetts Institute of Technology så Mars One helt i sænk med en detaljeret, kritisk gennemgang af missionens elementer.
Og da en af ansøgerne i 2015 kaldte Mars One ét stort fupnummer, begyndte projektet at virke dødsdømt.
Mars One løb konstant ind i tekniske og finansielle vanskeligheder. I december 2016 tog Bas Lansdorp konsekvensen og udsatte opsendelsen af de første kolonister til 2031.
Stifteren kæmpede desperat for at få tilført mere kapital og påstod flere gange, at han nu var lige ved at lave en aftale med en ny investor, som kunne redde Mars One.
Det lykkedes ikke for Lansdorp, og i februar 2019 var det slut: Mars One blev erklæret konkurs.
Men selvom projektet formelt er nedlagt, har Bas Lansdorp tilsyneladende ikke givet op. Mars Ones hjemmeside er i hvert fald stadig tilgængelig, og her bliver folk opfordret til at henvende sig, hvis de er interesserede i en rejse ud over det sædvanlige.
De skal bare sende en mail.