Marsbesøg
Fartøjet rammer Mars’ atmosfære med 22.700 km/t den 26. november kl. 21.
Seks minutter senere sætter NASA’s InSight Lander sine fødder sikkert i støvet på sletten Elysium Planitia og slukker landingsmotorerne.
Netop i dette øjeblik kan du se den røde planet – med sletten til højre nær ækvator – stå klart frem på himlen i sydvestlig retning.
InSight Lander er det første fartøj til at lande på Mars i over seks år, og dens mission er klar: Afslør planetens dybeste hemmeligheder.
Et medbragt seismometer skal tage pulsen på Mars’ undergrund ved at registrere seismiske bølger, der kan skyldes tektonisk aktivitet, marsskælv, meteoritnedslag eller flydende magma dybt nede i planeten.
Samtidig vil InSight sende en varmemåler fem meter ned i jorden – langt dybere, end tidligere fartøjer har gjort – for at undersøge varmestrømning i undergrunden.
Målingerne skal kaste lys over, hvordan planeten er dannet, og om Mars og Jorden er lavet af det samme stof.
InSights mission varer i første omgang indtil den 23. november 2020 – en dag, hvor du igen kan finde den røde planet højt på himlen.