På planeten Mars er der mere trængsel end nogensinde før. For lige nu er hele tre missioner i gang.
Opdateringer fra Mars:
Her får du løbende de seneste nyheder fra den røde planet.
NASA-helikopter finder spændende terræn på Mars
Under sin niende flyvning d. 5. juli tog drone-helikopteren Ingenuity en række billeder af den Røde Planet, der hjælper forskerne med at planlægge næste etape af Mars-ekspeditionen.
Roveren Perseverance skal ud at grave jordprøver op for at lede efter liv - eller spor af det - og drone-billederne peger både i retning af lovende områder og svært terræn, det lille køretøj skal navigere rundt om.
Opløsningen på NASAs satellitbilleder tillader kun videnskabsmændene at se sten med en størrelse på en meter i diameter og op, og selv mindre sten er for stor en mundfuld for Perseverance-roveren. Mini-helikopteren fungerer derfor som en spejder i planlægningen af roverens rute.
NASAs forskere er dog særligt interesserede i en stenformation ved navn Raised Ridges. De mener, at de forhøjede sten måske har været bredderne på en flod for længe siden, og derfor er området særligt interessant i jagten på den Røde Planets forsvundne organismer.
Kinas Mars-rover Zhurong kører nu succesfuldt rundt på Mars.
Det kinesiske rum-agentur har offentliggjort billeder, der viser, hvor Zhurong-roveren er kørt ned af landingsrampen. Billederne er taget af rumsonden Tianwen-1.
Planen er, at Zhurong-roveren skal kører og indsamle data på Mars i omkring tre måneder.
NASA-helikopter flyver på Mars
19. april 2021
For første gang har NASA fløjet på en anden planet. Den 1,8 kilo tunge drone-helikopter Ingenuity lettede fra Mars' overflade og fløj 3 meter op i luften, hvor den hang i luften i ca. 40 sekunder inden den landede igen.
Flyvningen var ellers fastsat til den 11. april, men på grund af software-problemer blev det udskudt.
Gemt under en af solpanelerne har Ingenuity-helikopteren en lille hyldest til det første fly nogensinde. For der er et lille stykke materiale fra Brdr. Wrights flyvemaskine.
Video: Se Mini-helikopteren lette for første gang nogensinde
Det er en teknologisk udfordring at flyve på Mars. Temperaturerne kan falde helt ned til -90°C om natten samtidig med, at der er en tynd atmosfære på kun 1% af, hvad der er på Jorden.
Derfor skulle Ingenuity være let og have rotorblade, der er både større og hurtigere, end de behøver at være på Jorden.