Tag på rumvandring: Udforsk Mars' røde landskab i virtual reality

Oplev Curiositys dramatiske landing på Mars, og besøg de vigtigste steder for NASA's udforskning af planeten. NASA og Google har ud fra mere end 200.000 billeder skabt en vandretur på den røde planet - og du kan nemt tage dertil fra din stue.

© NASA

Vil du gerne nå en tur til Mars i løbet af dit liv, men virker det usandsynligt at blive en del af det første astronaut-hold, som sendes dertil?

Så er der nu mulighed for at besøge Jordens naboplanet på anden vis.

NASA har i samarbejde med Google skabt Access Mars - en virtual reality-tur til den røde planet.

Giv Curiosity en rumhilsen

Access Mars er skabt ud fra billeder taget af roveren Curiosity.

Roveren landede i 2012 på Mars og begyndte straks at klikke løs med kameraet. Indtil videre har NASA modtaget over 200.000 billeder fra roveren.

Billederne har tidligere været brugt som 3D-model til forskere, men nu har Google gjort oplevelsen mere turistvenlig.

I Access Mars har du en NASA-medarbejder i øret til at forklare, hvad du er igang med at udforske, og flere af NASA's vigtigste opdagelser på Mars er med i rundturen.

Nasa opdaterer landskabet i takt med Curiosity sender nye billeder hjem til Jorden.

Curiositys placering på planeten ændres også konstant, og det er derfor muligt at sige 'hej' til den ihærdige fotograf, der hvor roveren rent faktisk befinder sig.