Ville du overleve på Mars? Kun særlige personer ville
Overblik, kreativt og en meget lang lunte. Det er bare nogle af de ting, Mars kræver af sine første menneskelige beboere.

Udover store teknologiske krav, stiller et liv på Mars også krav til de personer, som skal bo på den golde planet.
Livet på planeten kommer til at minde om livet på Jorden, men det vil alligevel være meget anderledes. Derfor kræver Mars-missioner helt særlige personer.
John Clarke er leder af Mars Society Australia og skal meget snart deltage i et 160 dage langt forsøg, der skal simulere et liv på den røde planet. Til MailOnline fortæller han, hvad der kræves af deltagerne.
I skal bo tæt
- Først og fremmest skal du have en høj social intelligens. Du kommer til at leve i det, der svarer til en lille treværelses lejlighed sammen med fem-seks andre, siger John Clarke til MailOnline.
Af samme grund kræver det, at forholdet til de medrejsende bliver mere familiært end kollegialt.
Derudover kræver det, at du har styr på det arbejde, du skal udføre. Du skal derudover beherske to til tre arbejdsopgaver ud over dine egne, hvis du skal erstatte en medrejsende.
En sidste vigtig egenskab er, at du skal kunne bevare overblikket og tænke kreativt: Du skal løse spontane problemer – ikke kun tekniske, men også sociale.
Fra ørken til kulde
Forsøget, John Clarke skal deltage i, hedder Mars 160. Her bliver syv personer isoleret først i 80 dage i Utahs ørken og så 80 dage på Devon Island i Canada – verdens største ubeboede ø.
I forsøget bliver et liv på Mars imiteret ned i mindste detalje, lige fra rumdragter til beboelsesenheder. Det eneste, der ikke kan tages højde for, er den svagere tyngdekraft på Mars.