Merkurpassage i Danmark
Merkurs korte afstand fra Solen gør den ofte svær at se fra Jorden, da planten enten er gemt væk bag Solen eller bliver overstrålet af dens skarpe stråler.
Men når Jorden, Merkur og Solen står på linje den 13. november 2032, kan man i Danmark følge den lille planets vandring foran solskiven.
Sådan ser du Merkur på Solen
Merkur er 285 gange mindre end Solen, og under en Merkurpassage vil planeten derfor kunne ses som en lille sort plet på solskiven. Det kræver derfor et teleskop eller en kikkert for at se det sjældne fænomen.
Da du skal kigge på Solen for at se Merkurpassagen, er det vigtigt at have den rette beskyttelse mod Solens stråler, da du ellers kan skade dine øjne.
Så husk at bruge beskyttelsesbriller eller at have et ordentligt solfilter på dit teleskop eller din kikkert.
Sådan så Merkurpassagen ud fra Pennsylvania, USA d. 9. maj 2016. Silhuetten af Merkur kan ses i nedre venstre hjørne som en lille sort prik.
Hvor ofte kan man se en Merkurpassage?
En merkurpassage sker kun omkring 13-14 gange hvert århundrede, og der kan gå alt mellem 3,5-13 år mellem hver passage.
Den sidste Merkurpassage var den 11. november 2019, mens vi altså må vente helt til den 13. november 2032 for at opleve fænomenet igen.
Video: NASA viser Merkurpassage helt tæt på
Den 9. maj 2016 passerede Merkur foran solskiven. Det sjældne astronomiske fænomen blev fanget af NASA, og i videoen kan du se et sammenklip af optagelser fra dagen.
Hvordan opstår en Merkurpassage?
En Merkurpassage opstår, når Jorden, Merkur og Solen står på linje. Det sker ikke så ofte, da Merkurs bane om Solen hælder syv grader i forhold til Jordens bane om Solen.
De to planeters baner krydses dog ved to punkter på den såkaldte knudelinje, der er en skæringslinje mellem Merkurs bane, Jordens bane og Solen. De to punkterne kaldes derfor også for knuder.
Da det tager Merkur 88 dage at afslutte sin bane om Solen, rammer den lille planet Jordens bane hver 44. dag – én gang i det, der, på grund af Merkurs hældning, kaldes den opstigende knude og én gang i det, der kaldes den nedstigende knude.
For at der sker en Merkurpassage, skal Jorden og Merkur passere knudelinjen samtidig eller næsten samtidig i den såkaldte nedre konjunktion – dvs. hvor Merkur er foran Solen i forhold til Jorden.
Er Merkur bagved Solen kaldes det øvre konjunktion, og her vil Merkur fra Jordens perspektiv være fuldstændig gemt væk af Solen.
Knudelinjen er den lige linje gennem Merkus bane, Jordens bane og Solen. Når Jorden og Merkur krydser knudelinjen samtidig og har Solen bag sig, kan vi fra Jorden se en Merkurpassage.
Da knudelinjens position stort set er statisk, betyder det, at tidspunkterne for knudepunkterne og en evt. merkurpassage også er det.
Derfor ses en Merkurpassage altid i begyndelsen af maj eller i begyndelsen af november.
Kepler forudså planetpassage
Ud fra beregninger og tidligere observationer forudså astronomen Johannes Kepler, at både Venus og Merkur ville passere solskiven i 1631.
Johannes Kepler døde desværre før, han kunne bekræfte sin teori, men tre andre astronomer, herunder franske Pierre Gassandi, så Merkurpassagen d. 7. november 1631.
Passagen fandt sted fem timer før Johannes Keplers estimerede tidspunkt.
Venuspassagen samme år fandt sted d. 6. december, men da den var svær at se fra Europa, er observationer af begivenheden stort set ikkeeksisterende.
Merkurpassagen i 1631 var første gang mennesket observerede en planetpassage og vidste, hvad de så på.