Rumsonde besøger Merkur
For første gang i 36 år er en rumsonde nået frem til Solsystemets inderste planet.

Rumsonden Messenger er gået i kredsløb om Merkur. Frem til marts 2012 vil NASA’s rumfartøj sende bunker af data om Solsystemets inderste planet tilbage til Jorden. Dermed får forskerne besvaret nogle af de spørgsmål, der har hobet sig op, siden Mariner 10 fløj forbi planeten i 1975.
Messenger blev sendt op i 2004 og har passeret Venus to gange og Merkur tre gange, før den nåede ind i kredsløb om den lille planet efter en næsten otte milliarder kilometer lang rejse. Hvert omløb i den elliptiske bane om Merkur tager 12 timer, og undervejs kommer Messenger ned i en højde af 200 km over planetens overflade.