Geminderne 2021
Når meteorregnen Geminiderne rammer i december, lyser himlen op med omkring 150 stjerneskud i timen.
Geminiderne er meget ulig andre meteorsværme som fx Orioniderne og Perseiderne. Geminderne bliver nemlig kraftigere år for år.
Meteorer skyldes som regel støv fra komethaler, men Geminiderne stammer fra en 5-kilometer bred asteroide, 3200 Phaeton, som ikke har en lang hale af støv og is efter sig.
Forskerne ved ikke, hvorfor asteroiden danner stjerneskud, men der spekuleres i, at asteroiden kommer så tæt på Solen i sin bane, at den tørrer ud, krakelerer og afgiver støvpartikler.
En anden teori går på, at støvpartiklerne stammer fra et sammenstød mellem 3200 Phaeton og en asteroide. Og en helt tredje teori er, at 3200 Phaeton indeholder is, der ved fordampning skaber gejsere, som river partiklerne løs.
Uanset årsagen så bliver partiklerne trukket ind i Jordens bane af Jupiters enorme tyngdekraft.
Det betyder, at der hvert år kommer flere partikler til, hvilket giver flere stjerneskud - og gør Geminderne til årets største meteorregn.
Hvornår er Geminiderne synlige i Danmark?
Geminderne kan ses fra den 4. december til den 17. december 2021.
Den kraftige meteorregn aktivitet topper om natten mellem den 13. og den 14. december 2021.
Månelys påvirker Geminiderne
For at Geminiderne fremstår kraftigst, skal Månen lyse svagt, da det ellers kan være svært at få øje på de mange, lysende stjerneskud.
Når Geminderne rammer i år, er Månen få dage fra at være fuldmåne, hvilket ikke er ideelt. Hvis vejret er klart, vil du dog stadig kunne se nogle af stjerneskuddene - især hvis du tager ud af byen.
Det bedste sted, du kan observere de mange stjerneskud fra, er på landet - langt fra byens lysforurening.
VIDEO: Se Geminiderne skyde over himlen
Sådan ser du Geminderne i 2021
Illustreret Videnskab guider dig til, hvordan du bedst og oplever meteorsværmen Geminderne i Danmark.
- Hvornår: Du får den bedste oplevelse, hvis du vælger at gå ud klokken 02.00 natten mellem den 13. og den 14. december.
- Hvor: Udspringspunktet er ca. 65 grader over horisonten mod syd. Du kan opleve de mange og flotte stjerneskud overalt på himlen. Stjerneskud i udspringspunktet vil blot blusse op og falme igen, mens de øvrige bevæger sig i alle retninger.
- Fotografering: Brug et kamera med stativ og timerudløser, og sæt det til at tage så mange billeder, som batteriet og ram-kortet tillader. På billederne vil Geminiderne fremstå som lysende streger.
Flere muligheder for meteorregn i 2021
Selvom Geminderne kan opleves i december, er det ikke den sidste meteorregn i 2021.
Den 17. december til den 26. december kan du opleve meteorsværmen Ursiderne.
Ursiderne er en noget mindre meteorregn sammenlignet med Geminderne. Men den kan stadig kaste 10 stjerneskud af sig i timen og gøre julen en smule mere magisk.
Elsker du stjerneskud? Så brug vores stjerneskud-kalender og læs alt om årets meteorregn.