Martin Fredholm

Hvad er det? Læser spotter ildkugle på himlen

Ved München så vi noget fantastisk på himlen, som vi optog på mobilvideo. Er det et meteor, som er ved at bryde gennem atmosfæren?

Ildkuglen i videoen er desværre hverken et meteor eller et stykke rumskrot. I stedet er det næsten med sikkerhed et jetfly, der reflekterer sollyset og trækker et kondensspor af vanddamp efter sig.

Rigtige ildkugler, eller fireballs på engelsk, ser nemlig anderledes ud. Fænomenet opstår, når store klumper af sten, is eller metal brænder op, mens de tordner gennem atmosfæren med flere tusinde km/t.

Derfor varer de sjældent så længe som det lysende objekt i videoen.

Hvis videoen viste et meteor, ville den lysende kugle forrest være væsentligt større i forhold til halen. En ildkugle varierer normalt også i lysstyrke, fordi klumpen af sten, metal eller is ikke er perfekt rund og derfor tumler gennem atmosfæren, mens den går i stykker.

Objektet ligner nærmere et hurtigt jetfly, sandsynligvis et militært jagerfly, som reflekterer den nedadgående sol og derved kommer til at ligne en ildkugle. Det forklarer også, at videoen varer 24 sekunder. En rigtig ildkugle fra rummet lyser som regel kun op i to til ti sekunder.

Halen af kondens er i virkeligheden to striber, hvilket tyder på et jetfly med to motorer. Det tyske luftvåben opererer med to jagerfly, Eurofighter Typhoon og Panavia Tornado. Begge modeller er udstyret med to motorer, så det er svært at bedømme præcist hvilket fly, der er tale om.

Ildkugler forekommer et sted på Jorden en gang eller to i døgnet og skyldes meteorer, som mindst er på størrelse med en knytnæve og lyser stærkere end fuldmånen i op til 10 sekunder.

Langt hyppigere er stjerneskud, som rammer Jorden flere hundrede gange i døgnet.

Partikler helt ned til størrelsen af et sandkorn kan skabe stjerneskud, som hurtigt brænder op og blot trækker en lysende stribe højt oppe på himlen. De er særligt hyppige i forbindelse med årlige meteorsværme som Leoniderne og Perseiderne.

Rigtige ildkugler skal indberettes

Senest et virkelig stort meteor gennembrød atmosfæren var den 15. februar 2013. Her eksploderede en ca. 12 ton tung stenklump over den russiske by Tjeljabinsk. Næsten 1500 personer kom til skade, bl.a. fordi trykbølgen smadrede byens vinduer.

Ser du en ildkugle, kan du indberette den på www.fireball.imo.net. Her registrerer American Meteor Society alle rapporter om ildkugler, så retning og varighed kan samles i en model og give et sandsynligt nedslagssted for meteoritten.

Har du selv et naturvidenskabeligt spørgsmål eller et billede, du savner svar på, så send det via www.illvid.dk/sporgos.