En meteor er det samme som et stjerneskud, altså et lysfænomen på himlen. En meteorit er derimod et mere håndgribeligt fænomen, nemlig en sten, der er faldet ned fra himlen.
De to fænomener er naturligt nok nært forbundne.
En meteor udløses af, at et objekt fra himlen trænger ind i Jordens atmosfære. Objekternes hastighed måles i kilometer per sekund, og alene i kraft af deres bevægelse, har de en enorm energi.
Når en udefrakommende sten får kontakt med luften, bliver bevægelsen automatisk bremset af gnidningsmodstanden. Herved bliver energien omsat til varme, som får stenens materiale eller en del af det til at smelte og fordampe.
Både varmen og det fordampede stof bliver afsat langs banen. Det er på denne måde, en meteor opstår.
Den typiske meteor frembringes af en partikel på størrelse med et sandkorn. Større partikler, fx på størrelse med en ært, vil udsende et voldsomt lys, ofte ledsaget af et enormt brag.
Meteoritter er "overleverne"
Større sten fører til endnu voldsommere forløb, og her forekommer det også, at en del af stenen overlever passagen ned gennem atmosfæren – det er denne rest, der kaldes en meteorit.
Eftersom et indkommende legeme strengt taget først kan kaldes en meteorit efter nedslaget, omtaler man ofte selve den “himmelske” sten som en meteoroide.
Har den en vis størrelse, vil man i stedet kalde den en asteroide, i lighed med den oprindelige betegnelse for de småplaneter, der ligger i et bælte mellem Mars og Jupiter.
