Den 28. september 1969 styrtede en meteorit ned i den australske landsby Murchison. Nu har forskere opdaget, at meteoritten indeholder støvkorn, som er mellem 4,6 og 7 milliarder år gamle.
Solen og dermed også vores solsystem er ’blot’ 4,6 milliarder år gammelt, hvilket betyder, at støvkornene er ældre end solsystemet, og samtidig det ældste materiale der nogensinde er fundet på jorden.
Aldersbestemmelse var ikke tidligere muligt
Støvkornene består af silicium og kulstof, og er så gamle, at forskerne måtte anvende en ny teknik for at bestemme deres alder. Kornene blev adskilt fra meteoritten allerede i 1990, men de blev dengang bevaret, da teknologien ikke var avanceret nok, til at aldersbestemme så gammelt materiale.
Når støvkornene bevæger sig igennem universet, bliver de udsat for kosmisk stråling. Mængden af stråling er konstant og omdanner med tiden silicium-molekylet til helium og neon. Forskerne kan derfor beregne, hvor længe kornene har været udsat for strålingen ved at måle mængden af helium og neon.
Resultaterne viste, at over halvdelen af støvkornene er mellem 4,6 og 4,9 milliarder år gamle. Omkring otte procent af kornene er 5,5 milliarder år gamle og ét enkelt korn er omkring 7 milliarder år gammelt.
Kornene består af det, som forskere kalder for kosmisk støv. Når en stjerne dør, eksploderer den i en såkaldt Supernova og kaster det støv ud, der igennem milliarder af år bliver en del af nye stjerner, planeter, måner eller meteorer.
Støvet er nøglen til solsystemets opståen
Forskerne mener, at resultatet kan hjælpe med at fremme forståelsen for, hvordan vores solsystem er opstået. Kosmisk støv, som det forskerne har aldersbestemt, er nemlig det samme støv som Solen, Jorden og vi selv er lavet af.
Den høje forekomst af 4,6 til 4,9 milliarder år gamle støvkorn tyder på, at en række stjerner døde kort inden vores solsystem opstod. Stjernerne menes at være dannet 2,5 milliarder år tidligere, i en periode hvor vores galakse oplevede usædvanligt mange stjernefødsler.