Shutterstock

Nyt bevis for flydende vand på Jupitermåne

NASA-forskere har nu fundet det endelige bevis for, at Jupiters måne Europa gemmer på et flydende hav af vand, som måske rummer liv.

Set udefra er Jupiters måne Europa ikke spor indbydende. Kloden, som er på størrelse med vores egen måne, virker med sin golde, isdækkede overflade ikke som et oplagt sted at lede efter liv.

Men en række opdagelser har gjort den mere og mere interessant.

For 40 år siden fløj sonden Voyager 2 forbi Europa og tog billeder, som gjorde astronomerne nysgerrige.

Jupiters måne er slet ikke så gold endda

Billederne viste, at isen havde lange revner og sprækker, men overraskende næsten ingen kratere efter meteornedslag.

Forklaringen måtte være, at der er en slags geologisk aktivitet på Europa, som udvisker kraterne med tiden.

­Senere billeder fra Galileosonden styrkede i 1990’erne teorien om, at der under isen kunne findes et hav af flydende vand, som påvirkes af Jupiters tyngdekraft, så det buler op og får isen til at sprække.

Jupiter trækker vand ud af Europas skjulte hav

Tyngdepåvirkninger fra gasplaneten bryder isen på månen Europa. Resultatet er gejsere af damp, som skyder ud fra et flydende hav under isdækket.

Jupiter skaber revner i isen

Tyngdekraften fra Jupiter får isen på Europa til at krakelere.

1

Vand trækker op i sprækkerne

Vand fra Europas hav trænger op mod isdækkets overflade.

2

Gejsere skyder fontæner af damp ud i atmosfæren

Nogle steder finder vandet vej gennem isen og skydes op som damp fra overfladen. Det er nu for første gang lykkedes forskerne at måle vanddampen.

3
© SETI Institute/JPL-Caltech/NASA

Og i 2012 fandt Hubbleteleskopet de første spor af gejsere, som skød vand op gennem isen.

Nu er det endelig lykkedes astronomer fra NASA at bevise, at gejserne – og dermed også det flydende hav – virkelig findes.

Med Keckteleskopet på Hawaii har forskerne foretaget præcise målinger af infrarødt lys fra Europa.

Vand på Europa giver håb om liv

Ved hjælp af såkaldt spektrometri kunne de se fingeraftrykkene af de stoffer, som findes i månens tynde atmosfære, og her fandt de sikre tegn på vanddamp.

Forskernes beregninger var uhyre vanskelige, fordi deres observationer blev foretaget fra Jordens overflade.

Det betyder, at lyset fra Europa ikke blot har passeret dens egen atmosfære, men også Jordens, som er fuld af vanddamp, og de spor skulle “trækkes fra” for at få et rent billede af vanddampen på jupitermånen.

Beviset for flydende vand gør Europa til et af de få steder i Solsystemet, hvor der er håb om liv.