Planeten Pluto
Planeten Pluto er en såkaldt dværgplanet, og den lille klode af is og klippe kredser om Solen i de yderste kolde og mørke egne af Solsystemet. Planeten blev opdaget af astronomen Clyde Tombaugh i 1930.
Pluto har en diameter på 2368 km. Temperaturen på Pluto er minus 223 grader, og den gennemsnitlige afstand til Pluto fra Solen er knap 6 milliarder kilometer.
Indtil 2006 var Pluto registreret som Solsystemets niende og yderste planet, men den Internationale Astronomiske Union lavede en ny definition af, hvad en planet er. Det udelukkede Pluto fra planeternes selskab, og den blev i stedet til en dværgplanet.
Pluto er endda kun Solsystemets næststørste dværgplanet efter Eris.
Pluto og de fem måner
Pluto har fem kendte måner. Den største af dem er Charon, hvis diameter er halvt så stor som Plutos.
De øvrige fire måner er langt mindre og har fået navnene Nix, Hydra, Kerberos og Styx. De sidste to blev først opdaget i 2011 og 2012 af rumteleskopet Hubble.
Er Pluto en planet?
Siden Pluto blev degraderet har vi haft otte planeter i vores Solsystem. Men det antal vil en række NASA-forskere ændre på. I et manifest blev det foreslået, at definitionen af planeter skal ændres.
I dag er planeter defineret ud fra tre parametre:
- De skal være i kredsløb om Solen
- De skal være tilnærmelsesvis kugleformede
- De skal have ryddet deres bane for andre objekter
Det sidste punkt er skyld i, at Pluto i dag ikke er en planet, da der stadig er masser af asteroider i den iskolde klodes bane.
Men definitionen betyder også, at fx exoplaneter ikke er klassificeret som planeter.
Ifølge NASA-forskerne bør fjerne kloder kun opfylde to krav, før de defineres som planeter:
- De må ikke være og aldrig have været stjerner
- De skal være tilnærmelsesvis kugleformede
Den nye definition gør dermed plads til, at både Pluto og en lang række dværgplaneter og måner i vores Solsystem fremover kan kaldes planeter. Det samme kan exoplaneter.
Pluto er en dværgplanet i Kuiperbæltet
Plutos bane ligger i den indre del af Kuiperbæltet, som er et bælte af meget isholdige objekter, såsom kometer, der kredser om Solen uden for Neptuns bane. Plutos bane er meget ellipseformet, og indimellem kommer den faktisk tættere på Solen, end Neptun gør.
Rumsonde udforsker Pluto
I 2006 blev rumsonden New Horizons sendt afsted til Pluto, og i år 2015 passerede sonden efter ni års rejse Pluto. Sonden skulle tage billeder og lave forskellige målinger af Pluto og dens måner.
På 11-årsdagen for fartøjets opsendelse, den 19. Januar 2017, blev en video offentliggjort af planeten Pluto. Videoen er sammensat af mere end 100 billeder taget af New Horizons.