Rejsen til Solsystemets ende

Endnu er Interstellar Probe dog kun på tegnebrættet. Idéen er fostret af den amerikanske rumforsker Ralph McNutt, der har arbejdet på flere rummissioner siden 1992. I mere end 15 år har han været den ivrigste fortaler for en mission ud af Solsystemet.

Hidtil har teknologien bare ikke været til rådighed, men med en kommende superraket bliver det muligt at give en sonde tilstrækkelig fart på, og nu bliver idéen taget alvorligt af det amerikanske rumagentur, NASA, og det europæiske, ESA. I løbet af de kommende år – sandsynligvis i 2023 – vil det blive afgjort, om rejsen ud af Solsystemet bliver til virkelighed.

Jorden bliver en lille plet

Hovedformålet med en interstellar rumsonde er at studere den ekstremt tynde suppe af stof og stråling, som findes i rummet mellem stjernerne.

Stoffet i dette interstellare medie stammer fra store stjerner, der for længst er brændt ud og er eksploderet som supernovaer. Det er stof som dette, Solen og alle Solsystemets planeter blev skabt af, da en gigantisk sky af støv og gas faldt sammen for 4,6 milliarder år siden.

Måske rummer støvet også organiske molekyler – byggestenene til mere komplekse molekyler som dem, livet opstod fra. Viden om stoffet vil give forskerne et enestående kig tilbage til Solsystemets fødsel.

I solid afstand fra Solen og planeterne kan rumsonden også kigge tilbage og se, hvordan Solsystemet ser ud udefra. Ligner vores solsystem alle andre, eller er der noget særligt ved det? Hvordan ser planeterne ud på lang afstand, og er det muligt at se, at Jorden er beboet, når vores planet er reduceret til en ganske lille blå pixel på et foto?

Svarene på disse spørgsmål kan hjælpe astronomerne i jagten på liv andre steder i universet. De har allerede identificeret et halvt hundrede planeter, der kredser om andre stjerner end Solen, og som har størrelsen og temperaturen til at huse liv.

På Jorden har tilstedeværelsen af levende organismer ændret sammensætningen af atmosfæren, og med en rumsonde uden for Solsystemet kan forskerne finde ud af, hvordan denne ændring kan observeres på lang afstand. Dermed ved de også, hvad de skal kigge efter i lyset fra andre planeter, når de prøver at finde ud af, om vi er alene i universet.

To sonder har nået grænsen

For at se Solsystemet udefra skal sonden ud af heliosfæren, som er navnet på den gigantiske boble, Solen blæser i verdensrummet. Boblen dannes af partikler, der uophørligt strømmer ud fra Solen. Denne solvind skubber den interstellare gas væk fra Solen helt ud til en afstand af 18 milliarder km.

Heliosfæren er så stor, at kun to rumfartøjer har forladt den: NASA’s Voyagersonder, der blev opsendt i 1977. I 2012, efter 35 års rejse, brød Voyager 1 igennem heliopausen, som markerer grænsen mellem heliosfæren og det interstellare rum, og i 2018 blev det tvillingen Voyager 2’s tur.

Voyagersonderne sender stadig data tilbage til Jorden, men det er begrænset, hvor meget de kan fortælle os om det interstellare rum. Dels er de gamle sonder slet ikke designet til den opgave – målet med Voyagermissionen var at studere de store gasplaneter – og dels løber sondernes radioaktive batterier tør for energi om ganske få år.

Men målingerne fra de af Voyagersondernes instrumenter, der stadig fungerer, har trods alt fortalt forskerne en del om, hvordan heliosfæren adskiller sig fra det interstellare rum.

Da de nåede heliopausen, målte Voyager-sensorerne pludselig mange flere partikler – tætheden af elektroner steg fra 2000 pr. kubikmeter til det 20-dobbelte. Til gengæld faldt temperaturen i den tynde gas af ladede partikler, som fysikerne kalder et plasma.

Desuden kan forskerne se, at Voyagersonderne nu rammes af mere kosmisk stråling i form af partikler med meget høj energi. Det lader til, at heliosfæren skærmer Solsystemet mod 70 procent af denne stråling, der kan være sundhedsskadelig, hvis den rammer levende væsener.

Voyager 2 mødte det interstellare rum i en afstand af 17,8 milliarder km fra Solen, mens Voyager 1 skulle 18,2 milliarder km ud. Heliosfæren er altså ikke helt kugleformet, og det er muligt, at Solen efterlader en lang hale af partikler på sin vej rundt om Mælkevejens centrum.

Passerer forbi ukendte kloder

Hvilken form heliosfæren har, og hvordan det interstellare rum præcis er sammensat, vil kun kunne afsløres af en interstellar sonde med instrumenter udviklet specielt til det formål.

Men sonden vil også blive udstyret med andre instrumenter, som skal aktiveres, længe før den når sit endelige mål. Det vil nemlig være oplagt at vælge en rute, som lader sonden passere tæt forbi et eller flere himmellegemer, som astrofysikerne gerne vil vide mere om.

Vi ved efterhånden rigtig meget om de otte planeter, men i de yderste egne af Solsystemet gemmer der sig kloder, som endnu ikke er udforsket.

Allerøverst på astronomernes ønskeseddel står en forbiflyvning af en fjern planet, der slet ikke er opdaget endnu. Den såkaldte Planet 9 er indtil videre blot en hypotese, men en velbegrundet en af slagsen.

Siden 2016 har astronomerne Michael Brown og Konstantin Batygin argumenteret for, at der må findes en hidtil uset og ganske stor planet, der kredser meget langt fra Solen.

De baserer idéen på, at mange mindre iskloder længere ude end Neptun har baner, der minder om hinanden, og det kræver et større objekt, der så at sige holder dem i skak – en planet cirka fem gange så tung som Jorden, endnu længere ude end heliopausen.

Fordi den hypotetiske niende planet er så langt væk, er den uhyre vanskelig at få øje på i teleskoper, men astronomerne forsøger alligevel. Hvis det lykkes at finde Planet 9 før opsendelsen af en interstellar rumsonde, vil det være oplagt at flyve tæt forbi og finde ud af mere om den.

Solen skal bruges som katapult

Interstellar Probe bliver tidligst sendt op i 2030, og til den tid vil Ralph McNutt have rundet de 75 år. En ny generation vil for længst have taget over, når sonden begynder at sende data hjem fra det interstellare rum. Men det bekymrer ikke forskeren, der er mere optaget af, hvordan missionen kan blive til virkelighed.

Den store udfordring er at få fart nok på. Det kræver en gigantisk rumraket, men NASA’s 100 meter høje Space Launch System, som er under konstruktion, vil kunne løse opgaven. Desuden kan en dristig manøvre rundt om Solen give sonden et ekstra spark.

En interstellar sonde, der sender data hjem om verdensrummet 150 milliarder km fra Solen, kan ses som en generalprøve på en endnu længere tur til en stjerne med tilhørende planeter.

Sådan en rumrejse kan ikke foretages med den nuværende teknologi, for Solens nærmeste nabostjerne er hele 40.000 milliarder km væk. Men alle rejser begynder med det første skridt, og med Interstellar Probe kan menneskets rejse ud af Solsystemet for alvor tage sin begyndelse.