Saturns nordpol skifter farve fra blå til guld

Den enorme sekskantede skyformation på Saturn er gået fra et blåt skær til nu at se gylden ud. Forskere mener, at det er, fordi planeten går varmere og lysere tider i møde.

Saturn top

På toppen – som en kalot – har Saturn et sekskantet skymønster, som roterer om planetens nordpol med en orkan i midten.

Sekskanten er i sig selv bemærkelsesværdig pga. sin tydelige form som en heksagon, og fordi den har en diameter på ikke mindre end 32.000 km.

Og nu er forskerne endnu mere forundrede over det sekskantede skytæppe, som viser sig at have evner som en kamæleon:

Den har nemlig skiftet farve.

Foto: NASA

Sekskant får makeover

NASA’s rumfartøj Cassini har taget billeder af sekskanten i både november 2012 og september 2016. Og hexagonen har på fire år fået en total makeover.

Den bedste forklaring på forvandlingen er, at Saturn er ved at skifte fra vinter- til sommergarderoben.

Et år på planeten varer 29 jordår, og den skifter dermed årstid ca. hvert syvende år. Og lige nu skifter Saturn fra en mørk vinter til en noget lysere årstid – og rammer sommer i maj 2017.

Fotokemisk dis gør gylden

Forskere fra NASA gætter på, at en øget produktion af fotokemisk dis i atmosfæren kan give den gyldne farve.

Det skyldes, at det sekskantede skydække fungerer som en slags mur, som forhindrer dispartikler – aerosol – i at trænge ind i skydækket.

Mellem november 1995 og august 2009 var der polarvinter på Saturn, og her var atmosfæren på nordpolen fuldstændig fri for aerosol, hvilken resulterede i en knaldblå sekskant.

NASA

Men teorien er endnu blot en teori, og forskere fra NASA skal nu undersøge farveskiftet på nordpolen.