Solen er dannet på samme måde som alle andre stjerner, nemlig ved sammentrækning af en stor sky af gas og støv. Mælkevejen er fuld af sådanne skyer, og i mange af dem foregår der en aktiv stjernedannelse. Det er ved at studere disse stjernedannelser, at vi kan opstille teorier for, hvordan Solen blev dannet for 4,6 milliarder år siden.
En typisk gassky består af omkring 75 procent brint og 25 procent helium samt et mindre antal molekyler af bl.a. vand og CO2. Er skyen tilstrækkeligt tæt og kold, får tyngdekraften skyen til at trække sig sammen. Hermed omdannes tyngdeenergi til varme. Når temperaturen i skyen stiger, øges trykket også. Resultatet er et samspil mellem tyngdekraften, der trækker skyen sammen, og gastrykket, der bremser denne sammentrækning. I takt med sammentrækningen stiger både tryk og temperatur i skyens centrale dele.
På et tidspunkt er temperaturen så høj, at brint omdannes til helium. Det får temperaturen i skyens centrum til at stige til flere millioner grader. Dermed stiger trykket så meget, at sammentrækningen slutter. Og når det sker, er en ny stjerne dannet.
Normalt vil en gassky rotere, og det betyder, at den med tiden får skiveform. Den unge stjerne ligger i midten, og den omkringliggende skive kan blive udgangspunkt for dannelse af planeter. Skiven undergår en voldsom udvikling, hvor store dele af den blæses ud i rummet af den unge stjernes stråling, men ofte er der nok stof tilbage til at danne et planetsystem. Det var i hvert fald tilfældet for vores lokale solsystem.