Om zodiakallyset
For øjeblikket går Solen tidligt ned om aftenen, men faktisk kan du nyde sollyset et par timer efter solnedgang. Det falske skumringslys optræder i et diffust lysende bånd, der går fra den vestlige horisont og et godt stykke op på himlen.
For at du kan se det, skal himlen være mørk og fri for dis og skyer. Fænomenet kaldes zodiakallyset, idet det følger Zodiaken, dvs. Dyrekredsen. Zodiaken følger ekliptika, som er det spor, hvor Solsystemets plan skærer vores nattehimmel.
Netop nu strækker zodiakallyset sig fra Vædderen tæt på horisonten, over Tyren i midten til Tvillingerne højt på himlen.
Egentlig opstår fænomenet både før solopgang og efter solnedgang, men om vinteren er der størst chance for at se det om morgenen, hvor vinklen mellem ekliptika og horisonten er stor.
Om foråret er det lige omvendt, idet det her er om aftenen, at ekliptika står lodret på horisonten, og derfor opleves fænomenet bedst mod vest, i timerne efter at mørket er faldet på.
Om sommeren er vinklen mellem ekliptika og horisonten lille både morgen og aften, og desuden er himlen så lys, at zodiakallyset overhovedet ikke kan ses.