Solformørkelser varslede ondt

Ni historiske solformørkelser

Vi begynder i oldtidens Kina i ca. år 2100 f.Kr. og slutter af i år 1919, hvor en del af Einsteins generelle relativitetsteori blev testet og bekræftet på øen Principe ud for Afrikas vestkyst.

Solformørkelse år 2134 f.Kr.

Solformørkelse i Kina skyld i hård straf

I oldtidens Kina var det ikke helt ufarligt at være astronom.

Ho og Hi var blandt de bedste i faget, og derfor var de blevet udnævnt til hofastronomer. Lønnen var god, de boede godt og der var masser af frynsegoder. Til gengæld forventedes det, at de passede deres arbejde, og en meget vigtig opgave var at forudse solformørkelser.

På et tidspunkt gik det ikke desto mindre galt. De to overså en solformørkelse. Videnskaben mener, det kan have været den, som indtraf den 22. oktober 2134 f.Kr., mens andre peger på 2137 som året.

Den totalt uventede solformørkelse førte til panik i befolkningen, og kejser Zhong Kang blev rasende. Han havde nemlig ikke haft mulighed for det sædvanlige beredskab: folk der ved at slå på store trommer og skyde pile i vejret skulle skræmme dragen, der havde angrebet solen.

Solen overlevede dog, men det gjorde Ho og Hi ikke. Kort efter blev de halshugget. Den kinesiske legende fortæller, at de to havde taget lidt for godt til sig af de kejserlige frynsegoder, så de i stedet for at forudse den fatale solformørkelse havde drukket sig godt og grundigt stive.

Solformørkelse år 1375 f.Kr.

Erstatningskonger under historiske solformørkelser i Babylon

I det gamle Babylon var man forholdsvis dygtige til at forudsige solformørkelser, og når det skete, skrev man det omhyggeligt ned på lertavler. Den ældste omtale, arkæologerne har fundet her, drejer sig om en solformørkelse, som fandt sted den 3. maj 1375 f.Kr.

Babylonerne kendte til brugen af den såkaldte saroscyklus, som er et interval på 18 år, 11 dage og 8 timer, hvorefter månens position i forhold til solen er næsten den samme.

Derfor havde de også tid til at forberede sig. Ligesom de gamle kinesere, troede de, at en solformørkelse var et dårligt tegn for regenten. Så man tog sine forholdsregler. I god tid forinden udpegede man en reservekonge, der derfor blev mål for gudernes vrede, og når det hele var overstået, kunne den rigtige konge i ro og mag sætte sig tilbage på sin trone.

Solformørkelse år 1302 f.Kr.

Historiske solformørkelser var advarsel til den kinesiske kejser

I et usædvanlig bredt bælte på 272 kilometer gled en solformørkelse den 5. juni 1302 f.Kr. hen over Indien, Sydøstasien og Stillehavet.

”Tre flammer åd solen, og man så store stjerner,” står der i en samtidig kinesisk kilde, der således er en af historiens meget gamle omtaler af fænomenet.

Den kinesiske kejser, Wu Ding, blev forfærdet. Solen blev i den tid betragtet som symbol på kejseren og kejserens magt, så den totale solformørkelse blev tydet som en klar advarsel. Og endda en ganske alvorlig af slagsen, eftersom solen var væk i hele 6 minutter og 25 sekunder!

Så kejseren måtte gøre noget for at redde solen og sin egen ære. Han blev vegetar og udførte en lang række ritualer, og ganske rigtigt blev kejseren siddende på tronen helt frem til sin død, ti år senere.

Solformørkelse år 763 f. Kr.

Solen bøjede sig i oldtidssriget Assyrien

I oldtidsriget Assyrien i det nordlige Mesopotamien var det skik og brug, at kongen en gang om året drog på felttog med sin hær. Men på et tidspunkt, mens Ashur-dan var konge, udbrød der pest, og felttoget måtte aflyses. Vi ved også fra kilderne, at der kort efter udbrød oprør i riget, og at det varede i flere år.

Historikerne var dog længe i tvivl om, hvornår dette oprør fandt sted, for det står ikke i kilderne. Men kilderne nævner, at ”solen bøjede sig” på et tidspunkt, og at der var en forbindelse mellem dette og oprøret.

Udtrykket lyder som en solformørkelse, og astronomien har beregnet, at der fandt en 5 minutter lang solformørkelse sted over Assyrien i år 763 f.Kr. Og dermed falder de øvrige historiske brikker også på plads.

Solformørkelse år 585 f.Kr.

Solformørkelse over Anatolien stopper krig

Den græske historiker Herodot skriver om krigen mellem mederne og lyderne. Den drejede sig om kontrollen over Anatolien, men havde også at gøre med hævn. Medernes konge, Cyaxares, havde en dag hånet nogle jægere, som arbejdede for ham, fordi de vendte tomhændede hjem, og som hævn dræbte jægerne kongens søn, hvorpå de søgte tilflugt hos lyderne. Dette skal ifølge Herodot have været med til at udløse krigen.

Kampene havde allerede varet nogle år, da der indtraf en solformørkelse den 28. maj 585 f.Kr. Stridens parter opfattede begge fænomenet som gudernes tegn til, at krigen skulle slutte, så de indgik straks en våbenhvile.

Imidlertid er der lidt tvivl om Herodots beretning. Der kan nemlig have været tale om en måneformørkelse, som indtraf lige efter at parterne havde forberedt sig på et slag i fuldmånens skær, og det må dengang have virket som et ligeså tydeligt budskab fra guderne.

Solformørkelse år 33

Mirakel i Jerusalem

Teologer og historikere har længe diskuteret, hvornår Jesus egentlig blev født, og ikke mindst, hvornår han blev korsfæstet i Jerusalem.

”Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” råbte han, kort før han udåndede på korset, og det giver den moderne astronomi en mulighed for at give et bud på dateringen. For han råbte det, da mørket, ifølge den bibelske skildring, faldt på midt på dagen.

Den slags kan beregnes. I dag ved vi, at der var total solformørkelse i Jerusalem den 24. november år 29. Den varede 1 minut og 29 sekunder, og den 3. april år 33 blev byen igen ramt af mørke – denne gang i 4 minutter og 6 sekunder. Den sidste passer bedst, fordi den årstidsmæssigt falder sammen med påsken, som jo var dér, Jesus opholdt sig i Jerusalem og endte på korset.

Solformørkelsen er gået over i den kristne tradition som et mirakel. Andre hælder dog mere til, at den var indgangen til mørke tider.

Solformørkelse år 570 og 632

Profetens søn døde lige før solformørkelse

I oldtiden var det almindeligt at fortolke lederes fødsel og død i forhold til fænomener i himmelrummet. Det skete også for profeten Muhammed. Da han havde grundlagt den nye religion, islam, begyndte folk nemlig at snakke om, at en solformørkelse, der fandt sted i byen Medina nogen tid før hans fødsel omkring år 570, havde været et varsel om, at han skulle blive en stor mand.

”Solen og månen er tegn på Gud, og de formørkes ikke på grund af noget menneskes fødsel eller død,” sagde Muhammed.

Da profetens søn, Ibrahim, døde den 22. januar 632, skete det imidlertid igen. Få dage efter indtraf en solformørkelse, og folk mente, det måtte være et tegn fra Gud. Folketroen hang ved trods profetens formaninger.

Solformørkelse år 1869

Solen reddede hans liv i Alaska

George Davidson var en fremtrædende geodæt, geograf og astronom i USA. Han havde etableret det første observatorium i Californien, og så havde han en videnskabelig forkærlighed for solformørkelser.

I 1869 stod han i spidsen for en lille ekspedition, der skulle iagttage en solformørkelse i Alaska den 7. august 1869. Alaska var på det tidspunkt stadigvæk et ”territorium”. Meget af det var ukendt land, og der var en lokal befolkning, som ikke var videre venligt stemt over for de fremmede.

Men Davidson tog afsted alligevel. Han havde udset sig Chilkat – en dal i det sydøstlige Alaska – som det rigtige sted til at betragte fænomenet. Her levede imidlertid en indianerstamme, som dalen havde fået navn efter, og de viste sig at være meget truende over for ekspeditionen.

Davidson stillede sig op og forklarede, at der dagen efter ville komme en solformørkelse, og det fik indianerne til at give ham en chance. Da formørkelsen vitterlig kom dagen efter, flygtede indianerne ind i skoven, og Davidsons ekspedition fik lov til at udføre deres videnskabelige arbejde i fred.

Bagefter skrev han, at han ikke var i tvivl om, at solformørkelsen havde reddet hans liv.

Solformørkelse år 1919

Hul i skydækket sikrede Einsteins berømmelse

Da en solformørkelse nærmede sig, drog den britiske astronom og matematiker Arthur Eddington til øen Principe ud for Afrikas vestkyst for at observere fænomenet. Især ville han gerne afprøve Albert Einsteins generelle relativitetsteori.

Dagen – den 29. maj 1919 – oprandt, men Eddington havde et problem. Der var skydække, så han kunne ikke se solen. Det var en lang solformørkelse. Hele 6 minutter og 51 sekunder, og de første seks minutter stirrede han desperat op i skyerne. I det syvende minut skete miraklet, et hul i skydækket viste sig, Eddington så solformørkelsen, og han fik taget sine billeder.

Denne del af relativitetsteorien siger, at lys ikke altid bevæger sig i en lige linje, men bøjer let som følge af tyngdekraft. Denne solformørkelse var ideel til at foretage nøjagtige målinger, for lige bag solen befandt sig nemlig den store Hyades stjernehob. Og på grund af solformørkelsen ville de klare stjerner være synlige, selvom solen var oppe.

Da Eddington fik analyseret sine billeder, så han ganske rigtigt, at lyset fra stjernerne bøjede ganske let, når det passerede solen, og derfor kom 29. maj 1919 til at stå som dagen, hvor Einsteins berømmelse var sikret.

Se video om Eddingtons eksperiment, der gjorde Einstein berømt: