Solsystemet virker i dag meget ordnet – men udgangspunktet var ret kaotisk.
Alleryderst, hvor der var koldest, blev der dannet kometer bestående af is og støv. I det indre Solsystem var der for varmt til, at vand og andre flygtige stoffer kunne eksistere.
De indre planeter, heriblandt Jorden, bestod derfor primært af silikater og metaller. Og det er naturligt, at den inderste planet, Merkur, primært er opbygget af jern.











Merkur
- Banehastighed: 170.500 km/t
- Omløbstid: 0,240846 jordår
Venus
- Banehastighed: 126.072 km/t
- Omløbstid: 0,6151970 jordår
Jorden
- Banehastighed: 107.218 km/t
- Omløbstid: 1,0000175 jordår
Mars
- Banehastighed: 86.677 km/t
- Omløbstid: 1,88 jordår
Ceres
- Banehastighed: 64.375 km/t
- Omløbstid: 4,60 jordår
Jupiter
- Banehastighed: 46.980 km/t
- Omløbstid: 11,87 jordår
Saturn
- Banehastighed: 34.679 km/t
- Omløbstid: 29,66 jordår
Uranus
- Banehastighed: 24.462 km/t
- Omløbstid: 84,07 jordår
Neptun
- Banehastighed: 19.555 km/t
- Omløbstid: 164,89 jordår
Pluto
- Banehastighed: 16.798 km/t
- Omløbstid: 248 jordår
Eris
- Banehastighed: 12.370 km/t
- Omløbstid: 557 jordår
Det kan virke overraskende, at en planet som Jorden kunne vokse frem af en roterende gassky gennem kollision af utallige støvkorn.
I den roterende sky, som blev til vore dages Solsystem, hvirvlede gas og støvpartikler rundt i en fladtrykt skive. 99,9 procent af gassen faldt ind mod centrum og dannede Solen. Gassen bevægede sig turbulent med store strømhvirvler, men der opstod alligevel en række bånd rundt om Solen.
Materialet blev blandet godt inden for hvert bånd, men der blev ikke udvekslet meget stof imellem båndene. Alle partikler bevægede sig samme vej rundt om Solen og i næsten samme plan.
Derfor kunne de trillioner af små klippelegemer, der bevægede sig kaotisk rundt imellem hinanden og hyppigt stødte sammen, i løbet af nogle millioner år samle sig til otte planeter med meget regulære baner.
Af en eller anden grund blev der ikke dannet en planet imellem Mars og Jupiter, og her er et overskudslager af mere end en milliard asteroider i alle størrelser. De største er knap 1000 kilometer i diameter.

I det tidlige Solsystem bevægede “planetspirer” sig kaotisk rundt mellem hinanden. Kollisioner var uundgåelige.
Planeter bliver runde
På et tidligt tidspunkt efter dannelsen af Solsystemet blev små smeltedråber dannet. Dråberne størknede og opsamlede mineralkorn og metalkorn, som klistrede til overfladen. Klumperne voksede til milliarder af meterstore “planetspirer”, som bevægede sig rundt om Solen.
Efter utallige sammenstød voksede planetspirerne i løbet af nogle millioner år til mange kilometer i diameter. De største legemer kunne via tyngdekraften indfange mindre legemer i nærheden, og der blev dannet
asteroidelignende objekter i hele Solsystemet.
På grund af af de mange kollisioner blev de største legemer opvarmet nogle tusind grader. Ved hjælp af tyngdekraften kunne planetkernerne siden formes runde.
I det ydre Solsystem tiltrak fire store planetkerner gas, der lagde sig som en tyk atmosfære yderst. I det indre Solsystem var der for varmt til letfordampelige stoffer, og der blev
i stedet opbygget klippeplaneter. Stofferne blev skubbet ud i det ydre Solsystem, hvor de indgik i gasplaneterne og deres måner.