Solsystemet har mindst 400 planeter

Metzgers definition omfatter ud over Pluto også Månen og en lang række andre nuværende måner og dværgplaneter.

Derved vil antallet af planeter i Solsystemet gå fra de nuværende otte til at tælle over 400.

Afstemning degraderede Pluto

Uenigheden mellem astronomerne brød for alvor ud i 2006. Her trak IAU overskrifter verden over, da Pluto blev degraderet til en dværgplanet. “Dødsmesse for en planet. Pluto: 1930-2006” lød det fx på forsiden af magasinet Newsweek.

Da astronomer i 1930 opdagede Pluto, betragtede de den lille, isede klode, der ligger næsten 40 gange længere væk fra Solen end Jorden, på linje med de øvrige planeter.

Men efter mere end syv årtier som Solsystemets niende planet mistede Pluto sin status. Det skete efter opdagelsen af den endnu fjernere dværgplanet Eris.

I første omgang troede astronomerne, at Eris var større end Pluto og dermed Solsystemets tiende planet. Men da de fandt ud af, at det ikke forholdt sig sådan, blev opdagelsen af Eris i stedet en anledning til at definere, hvad en planet egentlig er.

Det førte i 2006 til en afstemning i IAU, som fastsatte tre kriterier.

Først og fremmest er en planet i kredsløb om Solen eller en anden stjerne, dernæst er den kuglerund, og sidst, men ikke mindst, har den tyngdekraft nok til at rydde sin egen bane for mindre objekter som asteroider og kometer.

Pluto falder for IAU’s tredje kriterie, fordi den ligger midt inde i Kuiperbæltet og derfor ikke har ryddet sit eget “nabolag” for andre objekter. Det kæmpemæssige bælte, der ligger bag Neptun, består af millioner af asteroider og kometer i kredsløb om Solen.

Ifølge astronomen Michael E. Brown, der opdagede Eris i 2003, var degraderingen af Pluto det eneste rigtige at gøre:

"Jeg mener, IAU rettede en pinlig fejltagelse, som er blevet gentaget gennem generationer. Solsystemet giver mening nu", udtalte Brown til det amerikanske nyhedsmedie NBC.

Men Philip Metzger og hans kolleger mener ikke, de tre kriterier er en retvisende metode til at afgøre, hvad der er en planet, og hvad der ikke er.

“Når vi tænker på planeter, forestiller vi os ikke, at de har ryddet deres kredsløbsbaner. Vi tænker på, hvad planeten er i sig selv. Det er planeters iboende egenskaber, som beviseligt er brugbare i videnskab,” siger Philip Metzger.

Missionen for Metzger og kollegerne er først og fremmest at få definitionen af en planet til at bygge på ren videnskab. Forskerholdet har gennemlæst 400 års litteratur om planeter – fra Kopernikus og Galilei over Newton og videre frem til beslutningen om at degradere Pluto.

Under den kopernikanske revolution i det 16. århundrede blev universets centrum flyttet fra Jorden til Solen. Dengang betragtede astronomerne både planeter, måner og asteroider som planeter.

Forskerne mener, at den moderne planetdefinition fra 2006 er gennemsyret af ikkevidenskabelige forestillinger om Solsystemet og uforvarende er blevet påvirket af historiske fortællinger om Solsystemet, som bl.a. stammer fra astrologien.

Astrologi, der vandt frem i 1800-tallet, er overtro og ikke videnskab. For astrologerne er det vigtigt at have et ordnet og begrænset antal planeter for at kunne lægge et horoskop – ellers bliver det for vanskeligt at holde styr på tingene.

Ifølge Metzger og kollegerne er det disse astrologiske forestillinger, der drev beslutningen om at gøre Pluto til en dværgplanet og begrænse antallet af planeter i Solsystemet til otte.

Løbske planeter dumper

Et andet problem er ifølge kritikerne kravet om, at en planet skal være i kredsløb om en stjerne. Astronomer har nemlig flere gange opdaget planeter, der suser hjemløst gennem universet.

I december 2021 opdagede teleskoper under ESO (European Southern Observatory) fx en gruppe på mindst 70 af de vildfarne planeter i vores egen galakse.

Data viser, at planeterne vejer omtrent det samme som Jupiter. Dermed ville de automatisk blive kaldt planeter efter IAU’s definition, hvis de blev placeret i kredsløb om Solen, men teknisk set opfylder de ikke planetkriterierne.

Metzger mener i stedet, at det er langt mere retvisende at kategorisere planeter efter deres geologiske egenskaber, fx at de har masse nok til at blive runde, emmer af vulkansk aktivitet eller har pladetektonik.

Disse egenskaber er langt mere definerende for en klode, end hvorvidt den kredser om en stjerne og har ryddet sin egen bane.

Ismåner kan huse liv

Geologisk aktive kloder finder vi bl.a. om Jupiter og Saturn, hvor ismåner som Europa og Enceladus sandsynligvis gemmer på flydende oceaner under iskapperne.

Ligesom på Jorden kan bunden af oceanerne have såkaldte hydrotermiske væld, hvor varmt, næringsrigt vand strømmer op. Dermed kan ismånerne blive de første steder, hvor vi finder liv i rummet.

Også neptunmånen Triton emmer af geologisk aktivitet, da den pulser kilometerhøje, kulsorte gejsere ud i rummet.

Trods degraderingen i 2006 har en række forskere stadig anset Pluto for at være en planet, og New Horizons-sondens forbiflyvning i 2015 har kun forstærket opfattelsen af en særdeles aktiv klode.

Pluto har en enestående geologi. Overfladens farve varierer fra kulsort til rødorange og hvid og er bl.a. dækket af metan-is og vandrende gletsjere af kvælstof. Derudover udspyer såkaldte kryovulkaner og gejsere formentlig slush ice-lignende materiale til overfladen.

IAU anerkender ud fra New Horizons-missionens opdagelser, at Pluto er en langt mere interessant klode end hidtil antaget. Men ifølge forbundet viser det blot, at dværgplaneter kan være lige så geologisk spændende som rigtige planeter, og forbundet fastholder sin nuværende planetdefinition.

Vil ikke fastlåse planetbegrebet

Ifølge IAU’s definition er Jorden altså en planet, og det samme er Merkur, Mars, Venus, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun, fordi de har ryddet deres bane for mindre objekter, undtagen naturlige satellitter som måner.

Næst i IAU’s hierarki er dværgplaneterne, som ud over Pluto bl.a. tæller Ceres i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Den 940 kilometer store dværgplanet blev ved opdagelsen i 1801 ligeledes betragtet som en planet.

Til sidst kommer Solsystemets mindre himmellegemer som asteroider og kometer, men ikke måner.

Ifølge Philip Metzger og kollegerne er det problematisk at proppe himmellegemer ned i kasser, inden vi har forstået dem videnskabeligt til bunds. I stedet burde himmellegemerne klassificeres på en måde, som giver plads til at blive klogere og ændre mening undervejs.

Det er især vigtigt i en tid, hvor teleskoper opdager flere og flere planeter omkring andre stjerner, de såkaldte exoplaneter. Foreløbig har astronomerne fundet over 4000 exoplaneter, og de fleste af dem hører hjemme i solsystemer, der ikke minder om vores eget.

“Vi ved så lidt om exoplaneter og er kun lige i begyndelsen af en periode med nye data om dem. Vi må ikke låse os fast på en bestemt inddeling af dem,” siger Philip Metzger.

Han henviser bl.a. til, at tyngdekraften fra en forbipasserende stjerne kan forstyrre et solsystem, så planeters kredsløbsbaner, der før i tiden var ryddede, nu ikke længere er det.

Er Månen en planet?

Metzgers nye planetdefinition vil ud over dværgplaneter som Pluto og måner som Enceladus også tælle vores egen måne.

Forskning fra 2019 baseret på seismografiske data fra Apollomissionerne viser, at nogle af de registrerede jordskælv på Månen kan stamme fra forkastninger – brudzoner i Månens overflade – som stadig er aktive den dag i dag.

Hvis det er tilfældet, er Månen ikke bare en stendød klode fanget i et endeløst kredsløb om Jorden, men måske mere geologisk aktiv, end vi først troede. Og måske fortjener den derfor at blive kaldt en planet – akkurat som Pluto og flere hundrede andre misforståede himmellegemer.