Shutterstock
Venus og jupiter på linje

Hvor ofte står alle planeterne på række?

Fra tid til anden kan man se to planeter tæt på hinanden på himlen. Men kan alle otte planeter komme til at stå på rad og række?

Solsystemets otte planeter kredser om Solen med forskellige omløbstider, spændende fra Merkurs 88 dage til Neptuns 165 år.

Venter man længe nok, vil planeterne komme til at befinde sig i nogenlunde samme område af himlen set fra Solen. Men de vil aldrig komme til at stå fuldstændigt på linje, da de ikke bevæger sig rundt om Solen i helt samme plan.

Fem planeter på række er en sjælden begivenhed

Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn er synlige med det blotte øje. Set fra Jorden var de sammen med Solen og Månen alle inden for en vinkel af 16 grader den 5. februar 1962 samtidigt med en total solformørkelse.

Når to eller flere planeter er synlige på det samme begrænsede område af himlen, kalder astronomerne det en konjunktion.

Et par gange hvert århundrede samles de fem klareste planeter på himlen. Det skete den 5. maj 2000, og næste gang bliver den 8. september 2040.

Saturn og Jupiter er i konjunktion i 2020

Vi skal dog ikke vente helt så længe på en konjunktion. Den 21. december 2020 vil Jupiter passerer 0,1 grad under Saturn, og derfor vil de to gasplaneter, fra Jordens perspektiv, stå på lige linje - og nærmest røre hinanden.

Jupiter og Saturn er i konjunktion ca. hvert 20 år. Det er derfor ikke et fænomen, du kan opleve ofte - og konjunktionen i 2020 er endda endnu mere sjælden.

Det er nemlig første gang i 400 år, at de to planeter er så tæt på hinanden.

Alle planeter er næsten på række i år 2854

De to yderste planeter, Uranus og Neptun, der kun kan ses i teleskoper, mødes kun med cirka 172 års mellemrum, og det er selvfølgelig endnu sjældnere, at de øvrige planeter også kan ses på samme himmeludsnit.

Derfor skal vi helt frem til år 2854, før alle otte planeter kommer i nærheden af at stå på række.