Tag med Google Maps til Solsystemets planeter og måner
Googles kortfunktion er blevet udvidet, så du nu kan klikke dig gennem Mars' røde støv, Ceres' arrede overflade og en masse andre af vores astronomiske naboer.

Overfladen af Venus set fra Google Maps.
Hvad gør man, når man som Google har kortlagt Jordens overflade? Man kaster sig over andre planeter og måner i Solsystemet.
Det er i hvert fald, hvad den amerikanske tech-gigant har gjort med sin nyeste opdatering af kort-tjenesten Google Maps.
Nu er det ikke længere blot muligt at finde den korteste rute mellem dit hjem og din arbejdsplads – nu kan du også opleve Venus’ glohede overflade, Enceladus’ kilometertykke islag og det gigantiske krater på Mimas.
Cassini leverer billeder
NASA og ESA harudstyret Google med tusindvis af billeder fra vores astronomiske nabolag.
Billederne er taget af forskellige sonder gennem årtier, og når de bliver sat sammen, danner de et godt indtryk af, hvordan Solsystemets andre kloder ser ud.
Blandt andet har Google fået lov til at bruge over 500.000 billeder, som Cassini-sonden tog på sit 13 år lange eventyr i kredsløb om Saturn. Heriblandt billeder af en lang række af gaskæmpens 62 måner.
Se planeter i 3D
Navngivne steder på rumkloderne er markeret i Google Maps, og ved at klikke på dem, får du mere information om de bestemte kratere, bjerge og flodaflejringer.
De steder, hvor billederne er skarpe nok, er det også muligt at få vist klodernes overflade i 3D. Eksempelvis kan du på Mars opleve bjergenes højde, skrænternes hældning og kløfternes dybde.
Hvis du selv vil på opdagelse, skal du gå ind på Google Maps, vælge at få vist satellitbilleder og zoome helt ud. Du kan også klikke her.