Sorte huller

Sorte huller opstår når en gigantisk stjerne eksploderer, og kernen kollapser til en lille sort plet. De er umulige at se men vejer nok til at opsluge alt omkring sig. Sorte huller er mindesmærker fra døde kæmpestjerner, men de er også spektakulære fænomener i sig selv. Her på siden kan du komme tættere på et af universets største gåder, når Illustreret Videnskab guider dig gennem de sorte huller.

Sorte huller blev første gang beskrevet af Albert Einstein's generelle relativitetsteori i 1915. Det var dog først i 1971, astronomer for første gang opdagede et sort hul. Det skete ved hjælp af røntgensatellitten Uhuru, som målte stærk varierende stråling fra røntgenkilden Cygnus X-1, der viste sig at have en stor massekoncentration på et lille område. Forklaring på observationerne var derfor, at Cygnus X-1 indeholder et sort hul. Selvom observationer i dag fortæller os, at sorte huller eksisterer, bliver de betragtet som universets mest mystiske objekter. Tæt på et sort hul er tyngdekraften så stærk, at selv lyset med dets hastighed på 300.000 km/s ikke kan slippe væk. Sorte huller suger simpelthen alt lys til sig, og derfor kan de ikke ses. I foråret 2019 blev det første billede nogensinde af et sort hul fremlagt af European Southern Observatory (ESO). Dette billede og målingerne fra Event Horizon Telescope, som står bag billedet, kan hjælpe os med at komme endnu tættere på en af universets største gåder.