Astronomer fra Japan har opdaget ikke mindre end 83 meget fjerne kvasarer, som stammer helt tilbage fra universets ungdom.
En kvasar er hjertet i en meget lysstærk galakse, som drives af et supertungt sort hul i sit center, ofte med en vægt på flere millioner gange Solens masse.
Når galaksens stof nærmer sig det sorte hul, bliver det tvunget rundt i en tæt hvirvel omkring hullet. Det skaber voldsom gnidningsmodstand i stoffet, høje temperaturer og dermed også en stråling, der er så stærk, at den overdøver alt lyset fra galaksens stjerner.
De nyopdagede kvasarer blev spottet med Subaruteleskopet på Hawaii, og lyset fra de fjerneste af dem har rejst gennem rummet i over 13 milliarder år, før det er nået frem til os.
Det betyder, at lyset blev udsendt, da universet var mindre end 800 millioner år gammelt. Det har længe været en gåde for forskerne, at kvasarer overhovedet har kunnet nå at blive til på den korte tid.
750 mio. år – så ungt var universet, da den fjerneste af 83 nyfundne kvasarer udsendte det lys, vi kan se i dag.
Ud fra deres nye opdagelser har de japanske astronomer beregnet, at der generelt i universet findes én kvasar i et terningeformet område, som er en milliard lysår på hver led.
Kvasarer og sorte huller
Sort hul
Den sorte cirkel i midten af spiralen er et sort hul.
Kvasar
Den lille, røde plet ved pilens spids er en kvasar.
De tidlige kvasarer kan levere ny viden om forholdene i universets barndom. Ifølge big bang-modellen skete der en såkaldt reionisering, da universet var nogle hundrede millioner år gammelt.
Den betød, at atomerne, som var dannet tidligere, igen blev splittet op i protoner og elektroner.
Fordi kvasarerne er så gamle, vil det måske være muligt at se spor af reioniseringen i lyset fra dem, så forskerne kan afgøre, om teorien er rigtig, og i givet fald, hvornår reioniseringen præcis skete.