Sorte huller er objekter i rummet, hvor tyngdekraften er så voldsom, at ikke engang lys kan undslippe dem.
Lige bortset fra den såkaldte hawkingstråling, opkaldt efter den engelske fysiker Stephen Hawking. Han forudsagde, at sorte huller spontant udsender en begrænset, men konstant mængde lys.
Tidligere i år har israelske forskere bekræftet hans teori ved hjælp af et simuleret sort hul i laboratoriet.
Sorte hullers tyngdefelt er så stærkt, at det bøjer lyset fra andre stjerner.
En sky af atomer
Det kunstige sorte hul, som forskerne skabte i laboratoriet, var egentlig ikke et “ægte” sort hul.
Forskerne simulerede forholdene omkring et sort hul ved at samle en sky på 8000 atomer af grundstoffet rubidium.
For at simulere lys brugte forskerne i stedet lydbølger. Rubidium-atomer bevæger sig nemlig hurtigere end lydens hastighed – og dermed kunne lydbølgerne ikke undslippe skyen af rubidium.
På den måde kunne forskerne simulere en begivenhedshorisont. I et sort hul er begivenhedshorisonten det punkt, hvorfra intet kan undslippe – ikke engang lys.
Men uden for den simulerede begivenhedshorisont kunne gassen bevæge sig langsomt – og lydbølger kunne undslippe.
Forskerne kalder det begivenhedshorisonten, fordi de ikke kan observere, hvad der sker på den anden side af den horisont.
8000 atomer af grundstoffet rubidium gjorde det muligt for forskerne at simulere forholdene omkring et sort hul.
Konstant stråling bekræftet
I et ægte sort hul består hawkingstråling af fotoner – lyspartikler – i par. Den ene partikel falder ind i det sorte hul – den anden undslipper.
Det samme så de israelske forskere ved deres lydbølger. De fandt parvise lydbølger og undersøgte deres adfærd 97.000 gange over 124 dage.
Konklusionen var, at lydbølgerne forlod det simulerede sorte hul i en konstant rate – præcis som Stephen Hawking forudsagde for rigtige sorte huller.