European Southern Observatory
Første billeder af Mælkevejens sorte hul

Forskere afslører første billede af det sorte hul midt i vores galakse

De første billeder nogensinde at det sorte hul Sagittarius A* er netop blevet offentliggjort på et pressemøde ved European Southern Observatory. Forskerne er imponerede over, hvor præcise Einsteins forudsigelser er.

Forskere fra Event Horizon Telescope Konsortiet har netop offentliggjort de første billeder af det supermassive sorte hul i midten af Mælkevejen.

Billedet er knipset med hjælp fra det verdensomspændende netværk af teleskoper Event Horizon Telecope og beviser endegyldigt, at vores galakse har et sort hul i midten.

Sagittarius A*, som det supermassive sorte hul hedder, stemmer ifølge forskerne forbløffende godt overens med forudsigelserne fra Einsteins generelle relativitetsteori.

"Det sorte huls størrelse passer med Einsteins generelle relativitetsteori med en fejlmargin på ti procent," siger astrofysiker Mariafelicia de Laurentis, en af forskerne bag den nye opdagelse.

De nye billeder viser begivenhedshorisonten omkring det sorte hul Sagittarius A*. Begivenhedshorisonten er den lysende ring af materiale, som det sorte hul er ved at sluge.

Resten af det sorte hul er usynligt, fordi dets tyngdekraft er så stor, at end ikke lys kan undslippe det.

Verdensomspændende teleskop ser tre millioner gange bedre end os

Event Horizon Telescope er et internationalt forskningsprojekt med elleve observatorier spredt over hele verden.

Teleskoperne optager radiofrekvenser fra det sorte hul, og derefter kombinerer supercomputere de enorme datamængder til et samlet billede. Med de mange teleskoper peget mod ét objekt, får teleskopet en linse på størrelse med hele Jorden.

Det giver et syn, der er tre millioner gange skarpere end mennesket, og som svarer til, at en bargæst i München kan se boblerne i en øl i New York.

Billederne af Sagittarius A* blev optaget i løbet af fem nætter i april 2017, hvor otte forskellige observatorier stillede skarpt på det sorte hul i otte til ti timer.

Optagelserne fra teleskoperne fyldte 4000 terabytes og blev fragtet med fly, fordi det er hurtigere end at overføre dem virtuelt.

sorte huller
© EHT Collaboration

Sort hul opfører sig som et uregerligt barn

I 2019 frigav ESO de første billeder nogensinde af et sort hul. Men de nye billeder af Sagittarius A* har været sværere at få i kassen.

Objektet for de første billeder, det sorte hul midt i galaksen M87, er 1600 gange større end Sagittarius A*, men ligger 2000 gange længere væk. Derfor ser de to sorte huller ud til at have samme størrelse på stjernehimlen.

Lyset omkring de to sorte huller bevæger sig med næsten samme hastighed. Men da Sagittarius A* er mindre, roterer lyset meget hurtigere omkring det, end det gør om det sorte hul i M87.

Forskerne sammenligner det med at tage et billede af en hyperaktiv hundehvalp, mens billederne fra 2019 svarede til at knipse et portræt af en velopdragen voksen model.

"Det er hidtil usete observationer, der hjælper os til at forstå, hvad der sker i midten af vores galakse, og det giver os nye indsigter i hvordan disse gigantiske sorte huller interagerer med deres omgivelser," siger Geoffrey Bower, der er forsker på projektet.

I fremtiden håber forskerne at kunne oversætte billederne til videoer. Det vil tillade dem at undersøge det sorte hul og dets magnetfelt mere grundigt og afgøre, om det sorte hul har såkaldte jets, hvor det skyder materiale tilbage ud i rummet.

© Shutterstock

Opdagelserne står i kø

Selvom de ikke kan se et sort hul direkte, gør astronomerne hele tiden nye opdagelser om universets mest gådefulde fænomen.