Sorte huller er usynlige, fordi ingen stråling kan slippe ud af dem. Den eneste måde, astronomerne kan finde dem på, er ved at observere, hvordan stof i nærheden af dem påvirkes af deres stærke tyngdekraft.
Nu har astrofysikere fra ESO opdaget det hidtil nærmeste sorte hul, som kun ligger 1000 lysår væk fra os.
Afsløret af to stjerner
Det sorte hul afslørede sig ved, at det kredser omkring to stjerner, og det er bevægelserne af stjernerne, som har overbevist forskerne om, at det sorte hul må være til stede.
De tre objekter, som tilsammen kaldes HR 6819, ligger så tæt på os, at stjernerne kan ses med det blotte øje fra den sydlige halvkugle.
Hidtil har de nærmeste kendte sorte huller været det såkaldte V616 Mon, som ligger 3300 lysår fra os, og Cygnus X-1, som ligger 6100 lysår væk.
De var lettere at opdage, fordi de kredser så tæt om en stjerne, at de kan suge stof til sig fra den.
Sorte huller stjæler stof fra stjerner

1. Stjerne leverer stof til hullet
Den stærke tyngdekraft fra det sorte hul suger stof fra stjernen, der kredser tæt om hullet.
2. Stoffet bliver hvirvlet rundt
Stoffet fra stjernen hvirvler omkring det sorte hul. Det varmes op af gnidningsmodstanden.
3. Hvirvlen skaber stærk stråling
Helt tæt på det sorte hul bliver stoffet så varmt, at det udsender røntgenstråling, vi kan se.
Før stoffet bliver opslugt, danner det en såkaldt tilvækstskive, hvor det hvirvles tæt omkring hullet. I hvirvlerne varmes stoffet op af gnidningsmodstanden og udsender kraftig røntgenstråling, som forskerne kan detektere.
Hvis det nyopdagede sorte hul kommer tættere på en af de stjerner, det kredser om, vil det også begynde at suge stof til sig og udsende røntgenstråling.
Mælkevejen er fuld af sorte huller
Hullet har ifølge astronomerne en masse, der svarer til ca. 4,2 gange Solens. Formentlig gemmer der sig mange flere huller på denne størrelse i Mælkevejen. Astronomerne mener, at antallet ligger mellem 100 millioner og en milliard.
Nogle af dem kan være endnu tættere på os, men umulige at opdage, fordi der ikke er stjerner i nærheden, som afslører dem.