Siden 70'erne har Stephen Hawkings paradoks om sorte huller fået fysikere til at rive sig i håret.
Et sort hul udvisker så at sige alt information om, hvor det kommer fra. Der er ikke nogle kendetegn fra den stjerne, det sorte hul engang var. Og det kan fysikken - der netop regner ud, hvordan én handling forårsager den næste - ikke gå med til.
Men nu har fysikere vist, at sorte hullers tyngdefelt er afhængigt af, hvordan deres oprindelige stjerne så ud. På den måde bliver det muligt at adskille ellers ens sorte huller fra hinanden - uden at ofre hverken Hawkings eller Einsteins teorier.
Sorte huller sletter stamtræet
Stephen Hawkings såkaldte informationstabsparadoks spiller de to vigtigste teorier i fysikken ud mod hinanden: Einsteins relativitetsteori mod kvantemekanikken.
Paradokset ligger i, at sorte huller ifølge Einsteins generelle relativitetsteori kun har tre egenskaber, fysikken kan observere - masse, elektrisk ladning og rotation. Der er ikke andre informationer at hive ud af de mystiske huller.
Det betyder, at to sorte huller med ens masse, ladning og rotation er helt ens, selvom de naturligvis er to forskellige objekter.
Men den går ikke ifølge kvantemekanikken. Det skal nemlig være muligt at regne ud, hvorfor og hvordan én ting forårsager en anden. Kvantefysikerne kan ikke acceptere, at det bliver umuligt at regne tilbage til de sorte hullers ophav, den oprindelige stjerne. Alt informationen om denne stjerne går tilsyneladende tabt i kollapset.
Men nu har et hold af britiske og amerikanske fysikere opdaget, at sorte huller ikke sletter enhver information om deres fødsel.
Ved at opstille en række avancerede formler for, hvordan stjerner med forskellige sammensætninger kollapser, fandt forskerne frem til, at de efterfølgende sorte huller får forskellige tyngdefelter.
Dermed overlever informationen i de sorte huller - uden at fysikerne må kassere Einsteins relativitetsteori eller kvantemekanikken.