Gigantisk sort hul kan være det største nogensinde

Amerikanske forskere har fundet et sort hul, der vejer 17 mia. gange mere end Solen. Det sorte hul er blandt de to største, som nogensinde er fundet.

black whole

Amerikanske forskere fra University of Texas fik sig noget af en overraskelse, da de kiggede nærmere på den uanseelige galakse NGC 1277. Den viste sig nemlig at gemme på et ekstremt stort sort hul, der har lige så stor masse som 17 milliarder stjerner som Solen. Dermed er det nyopdagede sorte hul et af de absolut største, der hidtil er fundet – muligvis overgået af kun et enkelt tidligere registreret sort hul.

Det nye objekt adskiller sig på flere måder fra allerede kendte sorte huller – og gør op med mange af forskernes teorier om dem. Fx befinder det supertunge sorte hul sig midt i en forholdsvis lille, linseformet galakse. De største sorte huller er ellers normalt at finde i meget store såkaldte elliptiske galakser. Og hvor sorte huler typisk har en masse, der svarer til blot 0,1 procent af galaksens masse, står det nye gigantiske sorte hul for uhørte 14 procent af NGC 1277’s samlede masse.

“Det er en virkelig mærkværdig galakse. Den består af overvældende meget sort hul og kan være det første objekt i en ny klasse af galakse/sort-hul-systemer,” siger astrofysiker Karl Gebhardt fra University of Texas, som håber, at opdagelsen kan give forskerne en bedre forståelse af, hvordan sorte huller og galakser vokser sammen og påvirker hinanden.

Galaksen NGC 1277 ligger 220 mio. lysår fra Jorden og er placeret i stjernebilledet Perseus.

Få en hurtig introduktion til sorte huller: